Bilgigant hopper med på trenden: Ford køber løbehjulsfirma
En eksplosiv succes for små el-løbehjul har fået bilproducenten Ford til at opkøbe Spin, et af de mange nye firmaer, der lejer løbehjul ud på minutbasis.
Først var det selvkørende biler, alle i transportbranchen skulle have en bid af. Nu er det eldrevne løbehjul.
Og nu er Ford også kommet med på bølgen, gennem et opkøb af Spin, der lejer el-løbehjul og elcykler ud i 13 byer. Det skriver Engadget.
Prisen er ikke offentliggjort, men lander ifølge mediet Axios på omkring 650 mio. kr.
Spin kom til verden i 2016 og begyndte med udlejning af elcykler, men skiftede strategi til løbehjul i februar 2018. I forhold til konkurrenterne Lime og Bird er Spin en af de små, og der er kun skudt godt 50 mio. kr. ind i selskabet frem til opkøbet.
Udover Ford har også Uber og Ubers største konkurrent i USA, Lyft, købt sig ind i løbehjulsfirmaer. Samlet er der blevet investeret over 20 mia. kr. i de mest populære selskaber på området i USA, der derfor nu har kapital til en voldsom ekspansion.
Bølgen af el-løbehjul begyndte på USA’s vestkyst i september 2017 og har nu spredt sig til alle større byer og til resten af verden. Konceptet er, at de batteridrevne løbehjul, der typisk kan køre omkring 25 kilometer i timen, bliver drysset ud på gader og stræder, klar til brug. Hver aften bliver de så samlet ind og ladet op.
I Danmark nåede Spins konkurrent Lime at være på gaden i København i få dage med omkring 200 løbehjul, inden tjenesten blev lukket ned igen, da det var ulovligt at bruge den slags køretøjer på offentlig vej. Nye regler efter nytår forventes at gøre el-løbehjul lovlige – men så mangler der stadig en tilladelse fra Københavns Kommune.