Svensk rederi bruger millioner på at trække turister til Danmark
Stena Line sætter en offensiv ind i Nordjylland for at øge trafikken mellem Gøteborg og Frederikshavn og investerer derfor stort i renovering af områdets største hotel.
Rederiet Stena Line vil skubbe ny fart i både færgetrafikken mellem Sverige og Frederikshavn og dermed tilstrømningen af turister til især Nordjylland. Derfor investerer det svenske rederi nu et større millionbeløb i dets hotel, som er placeret i netop Frederikshavn.
Stena Line vil ikke præcisere investeringens størrelse, men fastslår, at der skydes »et tocifret millionbeløb« i Hotel Scandic The Reef. Rederiet ejer hotellet i Frederikshavn, mens Scandic-kæden står for driften.
Investeringen skal over de næste fem år bruges bl.a. til renovering af alle 210 værelser på hotellet og til at skabe større sammenhæng mellem dets vandland samt de øvrige faciliteter.
I en pressemeddelelse fastslår Stena Line, at satsningen indgår som led i et strategi om at trække flere svenske turister til den nordjyske region.
»Vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt for vores svenske gæster at besøge Nordjylland og med denne renovering, er vi i høj grad med til at styrke udbuddet af overnatningstilbud i det nordjyske,« udtaler Tony Michaelsen, som er chef for Stena Lines ruter i Danmark, i meddelelsen.
Også på andre fronter er Stena Line i færd med tiltag som skal skubbe fart i antallet af rejsende på færgerne til Frederikshavn fra Gøteborg. I følge TV2 Nord toppede passagertallet på den rute i slutningen af 1990’erne med årligt 2,5 mio. rejsende. Det tal er i dag nede på 1,2 mio. passagerer.
TV2 Nord skriver, at målet med renoveringen af hotellet i Frederikshavn og den samlede strategi er at øge passagertallet fra Sverige til Frederikshavn med 300.000. Det skal ske over de kommende fire år.
»Vi kommer fra en tid, hvor valutakursen var fantastisk, og vi havde taxfree-salg. Valutakursen har ændret sig og taxfree-salget er væk. Nu gælder det om, at vi kommer med gode, autentiske oplevelser til gæsterne,« siger Tony Michaelsen til det nordjyske medie.
I følge Scandic-kæden har den samlet aktuelt en stigning i efterspørgslen på overnatninger i Nordjylland, og den nye investering skal øge dette yderligere.

