Erhverv
0

Salget af fitnessudstyr boomer hos bilkæde: »Kunderne er ved at få øjnene op for, at vi er andet end reservedele«

Den svenske varehuskæde Biltema oplever i øjeblikket en stigende interesse for træningsudstyr, selvom varekategorien skiller sig ud blandt kædens øvrige produkter.

Biltema har 11 varehuse i Danmark og flere end 19.000 forskellige produkter på hylderne. Foto: PR

Træningsmåtter, boksepuder, håndvægte og stænger med tunge vægtskiver.

Det er blot nogle af de træningsredskaber, som i øjeblikket jævnligt bliver langet over disken i den svenske varehusgigant Biltema.

Selvom træningsprodukterne skiller sig ud fra kædens øvrige varegrupper, og de færreste kunder umiddelbart forbinder de to ting, oplever kæden i øjeblikket en stigende interesse for udstyret, som kan bruges til træning derhjemme.

»Vi aldrig haft så stor efterspørgsel på træningsudstyr, som der er nu. Salget er steget med over 80 pct. sammenlignet med sidste år,« siger Jacob Møller, direktør for butikskædens danske varehuse.

I det igangværende år har Biltema Danmark solgt omkring 50.000 enheder i kategorien »træningsudstyr«, der dækker over alt fra træningselastikker til motionscykler.

Biltema blev stiftet i 1963 af den svenske forretningsmand Sten Åke Lindhold. I første omgang henvendte kæden sig udelukkende til bilejere ved at sælge diverse reservedele og tilbehør til bilen.

Men med tiden har den svenske varehuskæde udvidet sortimentet og fået mange nye varegrupper ind. Heriblandt udstyr til hjemmetræning, som på få år er blevet en stor succes.

»Kunderne er ved at få øjnene op for, at vi er andet end reservedele, og det er med til at udgøre salget. Pris og kvalitet hænger sammen. Derfor tror jeg, at flere kunder vælger at købe deres træningsudstyr hos os,« siger Jacob Møller.

I øjeblikket er træningsudstyr den varegruppe, hvor Biltema oplever størst vækst.

Ifølge direktøren har det tidligere været svært at få Biltemas kunder til at skille varehuskædens navn fra produktsortimentet. Men i takt med at Biltema de senere år har fået flere forskellige produkter ind, har flere kunder opdaget, at der gemmer sig mere end biler bag kædens logo, forklarer direktøren.

I dag har Biltema mere end 140 varehuse i Norden, hvor 11 af dem er at finde i Danmark.

Forrige år tjente de danske varehuse 22 mio. kr. og omsatte for knap 600 mio. kr. på det danske marked.

Men selvom Biltema jævnligt udvider produktsortimentet, er der ifølge direktøren en grænse for både hvor mange og hvilke produkter kæden tager ind.

»Sortimentet er 100 pct. baseret på, hvilke produkter der sælger. Hvis ikke de sælger, faser vi dem langsomt ud. F.eks. er reservedele til ældre biler, som stort set ikke kører på vejene længere, ikke aktuelt for os længere. Derfor skifter vi løbende ud i alle varegrupper for at tilføje nyt,« forklarer han.

Jacob Møller understreger dog, at kernen i Biltema altid vil være de oprindelige varegrupper, som blev stiftet med kæden tilbage i 1960’erne.

Alligevel udvider kæden til foråret produktsortimentet med endnu flere fitnessprodukter. Direktøren vil dog ikke afsløre hvilke.

BRANCHENYT
Læs også