Erhverv
0

Bilbranchen slår alarm: Advarer forhandlere mod kunder, der kommer til fods

AutoBranchen Danmark advarer nu bilforhandlere mod kunder, der kommer til fods. En ung mand har på to uger svindlet sig til en prøvetur i otte biler, der efterfølgende er forsvundet.

AutoBranchen Danmark føler det nødvendigt at slå alarm, fordi en kreativ biltyv er på spil. Han fortæller, at han er nybagt far, lyder meldingen. Foto: Casper Dalhoff.

Autobranchen Danmark slår alarm overfor landets tusindvis af bilforhandlere.

Alarmen skyldes en ihærdig biltyv, der på bare to uger har svindlet sig til otte biler, anfører Autobranchen Danmark, der er talerør for ca. 1.200 bilforhandlere og autoværksteder med ca. 20.000 ansatte, i et nyhedsbrev.

»Så vidt jeg ved, har fremgangsmåden været omtrent den samme alle steder. Hos os fortalte han, at han bor i Fredericia og arbejder offshore. Han fortæller, at han er nybagt far og skal bruge en bil med plads til barnevogn,« fortæller Peter Nør-Jensen, indehaver af Vestjysk Bilhus i Esbjerg, i nyhedsbrevet.

Sagen kredser om Jylland og Fyn, men vi opfordrer til, at man er agtpågivende over hele landet.

Eylem Ünüvar, leder af den juridiske afdeling i AutoBranchen Danmark

Den unge mand krydrer ydermere forsøget på at få fingrene i en gratis bil ved på forhånd at kontakte bilforhandlere per mail.

I Esbjerg førte snakken og den fremsendte mail til, at den unge mand fik adgang til at prøvekøre en Mercedes.

Men hverken Mercedes eller den unge mand kom tilbage. Det samme har været tilfældet med syv andre biler, som svindleren har ”prøvekørt” de seneste par uger.

Sagen får nu AutoBranchen Danmark til at slå alarm.

»Sagen kredser om Jylland og Fyn, men vi opfordrer til, at man er agtpågivende over hele landet. Det har været kendetegnende her, at tyven er ankommet til butikken til fods, så jeg vil opfordre til, at man er særligt påpasselig i den slags tilfælde,« siger Eylem Ünüvar, leder af den juridiske afdeling i AutoBranchen Danmark.

Tilbage i Esbjerg endte Peter Nør-Jensen med at få sin Mercedes tilbage. Den blev fundet sammen med to andre forsvundne biler i en by syd for Odense uden en skramme.

»Der var sat falske nummerplader på, men vores prøveplader lå i bagagerummet. Det samme gjorde vores salgsskilt,« siger bilforhandleren.

Foreløbig har politiet ikke haft held til at opspore den ihærdige svindler, selv om han angiveligt oplyser både sit rigtige navn og fremviser rigtigt id, inden han får overdraget nøglerne til en prøvetur.

BRANCHENYT
Læs også