Google-selskab er få uger fra at lancere taxatjeneste med selvkørende biler
Google-ejede Waymo har i ni år udviklet og testet førerløse biler. Ifølge Bloomberg er selskabet nu på vej med et kommercielt taxaselskab i Arizona.
Google er på vej med verdens første kommercielle taxatjeneste, der tilbyder kunder at blive fragtet rundt i selvkørende biler.
Det er den amerikanske it-gigants datterselskab Waymo, som ifølge Bloomberg rapporteres at være på vej med de selvkørende biler i og omkring den amerikanske by Phoenix i staten Arizona.
Waymo har brugt de seneste ni år på at forske, udvikle og teste selvkørende biler, og nu er udviklingen åbenbart kommet til, at en taxatjeneste med førerløse biler allerede fra december skal stå sin prøve.
Der bliver dog ikke tale om en markant satsning, der flytter bilhistoriske milepæle. I første omgang bliver det i stedet tale om en begrænset udrulning, lyder meldingen.
Alligevel nævnes den nye Google-tjeneste, såfremt lanceringen bliver en succes, allerede nu som en potentiel konkurrent til de to taxitjenester Uber og Lyft.
Waymo-topchef John Krafcik slår overfor Bloomberg fast, at selvkørende biler vil kræve menneskelig assistance »mange år frem«, ligesom han har svært ved at forestille sig en nær fremtid, hvor den førerløse teknologi er i stand til at operere i alle vejrtyper og uden nogen form for menneskelig indblanding.
Meldingen sker med en understregning af, at det har taget Waymo syv år alene at få den første førerløse bil ud på vejene.
Ikke desto mindre har Waymo i dag omkring 100 biler kørende rundt i USA for at teste den førerløse teknologi, ligesom selskabet i mere end et år har haft tilknyttet mere end 400 testfamilier til projektet med de førerløse biler.
Det er i den sammenhæng, at Waymo nu skruer op for blusset og lancerer en kommerciel taxatjeneste med selvkørende biler, rapporterer en kilde tæt på forløbet til Bloomberg.
I første omgang forventes det dog, at de selvkørende taxier i visse tilfælde vil have en chauffør i førersædet, der kan gribe ind, hvis situationen kræver det.
Google Waymo-satsning sker ved brug af modificerede Chrysler Pacifica minivans.
Waymo-ledelsen afviser at kommentere Bloombergs oplysninger.

