Fortsæt til indhold

Afstemning: Nej tak til vinter-OL - folket vil ikke betale regningen

Flere steder i verden vil den almindelige befolkning ikke være med til at betale de enorme udgifter forbundet med et OL.

Erhverv

Det bliver sværere og sværere at finde steder at afholde nogle af verdens største idrætsarrangementer. Især hvis politikerne tør spørge befolkningen først.

Senest har beboerne i Calgary i Canada stemt nej til at få Vinter OL til byen i 2026.

Byens politkere havde sendt spørgsmålet ud til en vejledende afstemning og her stemte 56,4 pct. af indbyggerne nej tak til Vinter OL i en afstemning, hvor mange deltog, skriver BBC.

Selv om afstemningen kun var vejledende, så forventes det at bystyret respekterer resultatet.

Det efterlader Stockholm og Milano/Cortina D’Ampezzo som de eneste kandidater til til at være værter i 2026. Den internationale olympiske komité, IOC ventes at offentliggøre vinderbyen i juni næste år.

Tidligere i år har schweiziske Sion, Sapporo i Japan og Graz i Østrig trukket deres kandidatur, mens Erzurum i Tyrkiet blev elimineret af IOC.

Ifølge byrådsmedlem Sean Chu viser afgørelsen fra Calgary, at ”indbyggerne har fået nok af, at eliten skal fortælle os, hvad vi skal gøre. Eliten siger hele tiden, at vi skal bruge millioner og millarder, og at det er godt for byen og dens indbyggere.”

Selve byen Calgary skulle garantere at bidrage med næsten to mia. kr.

Canadas olympiske komité siger, at den er skuffet over resultatet, men at den vil respektere det.

Det næste Vinter OL afholdes i Beijing i 2022.

Modstanden mod store og dyre arrangementer begrænser sig ikke kun til Vinter OL.

Adskillige byer har også trukket sig fra kandidatlisten til sommerlegene. I 2015 stemte indbyggerne i Hamborg imod byens kandidatur.

Og den amerikanske olympiske komité måtte opgive at have Boston som kandidat efter store lokale protester.

Også i Danmark har der været protester mod store idrætsarrangementer. Senest har folkene bag at bringe et Formel 1 løb til København måtte opgive på grund af manglende opbakning.

Til gengæld var det en stor succes, også økonomisk, at Herning/København tidligere på året arrangerede VM i Ishockey.

Det næste Sommer OL er i 2020 i Tokyo.

Artiklens emner
IOC
Sean Chu