Tysk energikæmpe belønnes trods salgsnedgang
Det tyske energiselskab E.On går mod strømmen på det tyske aktiemarked onsdag med en stigning på 1 pct. til 8,76 euro, efter at selskabet har aflagt tal for tredje kvartal og de første ni måneder af 2018.
De viste en stor tilbagegang i omsætningen, mens driftsoverskuddet omvendt voksede. For hele året regner E.On nu med at resultaterne vil lande i den øvre ende af de udmeldte intervaller.
Omsætningen hos energiselskabet faldt i de første ni måneder af 2018 med 13 pct. til 24,34 mia. euro, mens det justerede driftsresultat før renter og skat (EBIT) omvendt gik i vejret med 11 pct. til 2,35 mia. euro.
For hele regnskabsåret ventes det justerede driftsoverskud nu at ramme i den øvre del af intervallet på 2,8-3,0 mia. euro. Nettooverskuddet ses ramme den øvre del af intervallet 1,3-1,5 mia. euro.


