Skatteministeren lægger sig fladt ned efter hård kritik af fejl og svindel med afgiftsrefusion
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) tager Rigsrevisionens kritik af fejl og svindel med eksportgodtgørelse til efterretning. Han vil nu ændre en særlig selvanmelderordning.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) forsøger ikke at snakke sig ud af, at Rigsrevisionen netop har fremlagt en sønderlemmende kritik af Skatteministeriets udbetaling af afgiftsgodtgørelse ved eksport af biler.
»Jeg tager naturligvis Rigsrevisionens beretning til efterretning. Der har været sat flere initiativer i gang på området, hvor der faktisk er et relativt højt kontroltryk, men med det billede, vi har nu, så står det klart, at man nok burde have kigget mere grundlæggende på administrationen af ordningen i det gamle Skat,« siger Karsten Lauritzen.
Rigsrevisionen slår især ned på den såkaldte selvanmelderordning, som gør, at private eksportører selv fastsætter handelsprisen – og dermed også afgiftsrefusionen – på bl.a. biler, der sendes ud af landet.
»Rigsrevisionen vurderer, at Skatteministeriets forvaltning af og kontrol med udbetalingen af eksportgodtgørelse til selvanmeldere er utilfredsstillende,« fastslår Rigsrevisionen i sin 34 sider lange beretning.
Af beretningen fremgår det, at interne undersøgelser i Skatteministeriet har afdækket store forskelle på Skats egne værdiansættelser af eksportbiler og selvanmeldte handelspriser på biler. Skat-kontroller har således medført, at handelsprisen på udvalgte ekportbiler i gennemsnit er blevet reguleret med ca. 18.000 kr.
Alligevel har de afdækkede forhold ikke fået hverken Skatteministeriet eller Skat til at råbe op overfor politikerne.
Det er på alle måder uacceptabelt, at brodne kar forsøger at snyde på vægten med eksportgodtgørelse.Karsten Lauritzen (V), skatteminister
Men nu varsler skatteministeren, at der vil blive ryddet op.
»Det er på alle måder uacceptabelt, at brodne kar forsøger at snyde på vægten med eksportgodtgørelse. Når jeg læser Rigsrevisionens konklusioner og hertil lægger de udfordringer, vi selv har afdækket på ordningen, så skal der ske grundlæggende ændringer af ordningen,« siger Karsten Lauritzen.
Han har indkaldt Folketingets partier til en drøftelse torsdag af et indgreb overfor selvanmelderordningen, der blev taget i brug i 2006.
Inden Folketinget gav bilforhandlere og eksportører mulighed for selv at sætte handelsprisen på biler til eksport, blev alle handelspriser fastsat af særlige vurderingsfolk ansat i Skat.



