Erhverv

ATP-chef ville ikke skamme sig - nu kræver politikere hans hoved på et fad

ATP-chef Christian Hyldahl er kommet i modvind på grund af store aktiehandler fra tiden, da han var chef i Nordea. Her kan du få et overblik over sagen.

Artiklens øverste billede
ATP-direktør Christian Hyldahl sagde i sin tid som chef i Nordea god for at investere milliarder i schweiziske aktier for at kræve udbytteskat retur. Foto: Niels Hougaard

Flere politiske partier mener, at ATP-chef Christian Hyldahl bør forlade sin post på grund af sin rolle i komplicerede Nordea-transaktioner, der maksimerede bankens indtjening på bekostning af europæiske statskasser.

Det er ATP’s bestyrelse, der ansætter og fyrer direktøren, men bestyrelsen udnævnes af beskæftigelsesministeren på indstilling fra arbejdsmarkedets parter, og de seneste dage har ønsket om Hyldahls afgang bredt sig på Christiansborg.

Her får du et overblik over sagen.

Udbytteskat

Det var i tiden som Nordea-chef, at Christian Hyldahl godkendte milliardopkøbet af schweiziske aktier. I dag oplyser Nordea, at banken har været "igennem en kulturel forandring, som gør, at vi ser på den slags handler anderledes". Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Det handler om udbytteskat.

Når en aktionær får udbytte fra sine aktier, beholder det udloddende selskab udbytteskatten og afleverer den til skattevæsenet. I nogle tilfælde kan man få skatten refunderet. Det gælder f.eks., hvis man man bor i et land, der har indgået en aftale med Danmark om, at bestemte grupper ikke skal betale udbytteskat.

I 2015 kom det frem, at et netværk af udenlandske forretningsfolk havde brugt netop den metode til at dræne den danske statskasse for milliarder af kroner. Sagen er blevet udlagt som rendyrket svindel med bl.a. forfalskede depotoversigter, men ingen er dømt endnu, og siden er det kommet frem, at sagen formentlig skal ses i en meget større sammenhæng, hvor finansfolk i samarbejde med banker og rådgivere har sat spekulation med udbytteskat i system.

I nogle tilfælde har det handlet om at lave transaktioner, der kunne udløse refusion af udbytteskat på den samme aktie flere gange. I andre tilfælde har det blot handlet om at få refusion en gang, så man undgik at betale udbytteskat.

I sagen om ATP-chef Christian Hyldahl og Nordea handler det ifølge sagens oplysninger om det sidste.

Hovedpersonen

Christian Hyldahl mente først, at der intet var at skamme sig over, men i dag har han fortrudt handlerne i Nordea. Foto: PR

Inden Christian Hyldahl i januar 2017 blev direktør for ATP, var han ansat i Nordea, hvor han havde en lang række ledende poster, herunder chef for den afdeling, Nordea Markets, hvor Nordea spekulerer i værdipapirer.

I sommeren 2016 afslørede dagbladet Børsen, at Nordea med Hyldahl som ansvarlig chef havde købt schweiziske aktier for 17 mia. kr. op til udbyttesæsonen i foråret 2007. Derefter havde Nordea scoret udbyttet, fået refusion for udbytteskatten, og solgt aktierne igen.

Det gav mening, fordi Danmark havde en særlig gunstig dobbeltbeskatningsaftale med Schweiz, og derfor kunne Nordea modtage udbyttet skattefrit i modsætning til sælgerne.

Ifølge Hyldahl var der ingen aftale med en kendt modpart om at vaske aktieudbytter væk og derefter dele provenuet i porten.

Nordea udnyttede blot, at der var et misforhold mellem prisen på aktier og futures (aftaler om at sælge en aktie til en bestemt pris på et bestemt tidspunkt i fremtiden) op til udbetalingen af udbytter. Misforholdet skyldtes udbytteskat, og da Nordea ikke skulle betale skat af udbyttet på grund af den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst, kunne banken udnytte misforholdet i markedet til at tjene penge på bekostning af statskassen i Schweiz.

Året efter gentog Nordea manøvren, som dog blev stoppet af det schweiziske skattevæsen, der mente, at der var tale om systematisk misbrug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Det udløste en årelang strid om retten til refusion, som endte i 2015, da den schweiziske højesteret med stemmerne 3-2 slog fast, at Nordea ikke havde ret til refusion.

Ballade

I 2008 valgte Nordea at lægge sine investeringer i schweiziske aktier ud i en fond, der blev forvaltet af Nykredit. Nykredit har siden lagt afstand til konstruktionen. Foto: Jens Dige

Da Hyldahl i 2016 blev konfronteret med transaktionerne med de schweiziske aktier, forsvarede han dem over for Børsen.

Alt var foregået »ordentligt og fornuftigt«, og handlerne stoppede i 2008, da de schweiziske myndigheder begyndte at stille spørgsmålstegn ved dem.

»Jeg synes ikke, vi har noget at skamme os over,« sagde han.

Sagen udløste allerede dengang politisk ballade, men Hyldahl fik alligevel lov at indtage chefkontoret i ATP i januar 2017.

I denne uge blussede sagen så op igen, da Børsen først kunne fortælle, at Nordea også i 2008 havde købt schweiziske aktier for samlet 17 mia. kr. gennem en fond, som banken fik forvaltet af Nykredit. Også her måtte Nordea efterfølgende opgive at få refunderet udbytteskat.

Efterfølgende berettede avisen, at Nordea i 2005 og 2006 havde lavet tilsvarende transaktioner med franske aktier. I modsætning til handlerne med de schweiziske aktier havde disse dog ifølge sagens oplysninger ikke været godkendt personligt af Christian Hyldahl.

Politikerne

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil overlade det til ATP's bestyrelse at vurdere, om Christian Hyldahl er den rette mand til jobbet. Foto: Martin Sylvest

I takt med at flere deltaljer er kommet frem, er vreden boblet op i politikerne på Christiansborg.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har sagt, at det må være op til bestyrelsen at afgøre, om Christian Hyldahl er den rigtige mand i chefstolen hos ATP. Bestyrelsen er udnævnt af ministeren på indstilling fra arbejdsmarkedets parter, og flere partier, herunder regeringspartierne De Konservative og Liberal Alliance samt støttepartiet Dansk Folkeparti, siger offentligt, at de har mistet tilliden til Hyldahl.

»Jeg mener ikke, at man kan have medvirket til den form for spekulation mod statskasser rundt om i verden og samtidig sidde og forvalte en offentlig pensionskasse som ATP,« siger skatteordfører Anders Johansson fra De Konservative.

Også Enhedslisten og SF mener, at ATP-chefen skal have sparket, mens Socialdemokratiet ligeledes mener, at beslutningen bør ligge hos bestyrelsen.

ATP’s bestyrelsesformand Torben M. Andersen fortæller, at ATP’s forretningsudvalg har drøftet sagen på et ordinært møde onsdag.

»Vi har fuld tillid til Christian Hyldahl. I forbindelse med ansættelsen af Christian Hyldahl fik bestyrelsen en redegørelse om sagen, og han har klart givet til kende, at han er blevet klogere, og hans syn på Nordea-handlerne har ændret sig,« skriver formanden i en mail.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.