Fortsæt til indhold

Effektiviseringer begynder at slå igennem hos Falck

Indtjeningen i tredje kvartal blev forbedret, og det samme er tilfældet for overskudsgraden.

Falck er i gang med at vende virksomheden og tredje kvartal viser, at selskabet er på rette vej. Foto: Jens Dresling
Erhverv

Servicekoncernen Falck er i gang med en turnaround, hvor målet er at reducere de årlige omkostninger med 500 mio. kr. fra 2019.

I tredje kvartal gennemførte Falck yderligere 399 optimeringsforslag og samlet har besparelserne indtil nu givet et fald i de årlige omkostninger på 483 mio. kr.

»Et år inde i Falcks turnaround ser vi en forbedret lønsomhed. Vores Assistance-forretning er igen i god form, og de finansielle resultater i Ambulance bliver forbedret kvartal for kvartal. Vores turnaround i Healthcare blev igangsat senere end i de andre forretningsområder og har haft negativ indvirkning på vores finansielle fremgang. Vores rapporterede resultater blev betydeligt påvirkede af den oprydning, der pågår i alle forretningsområder, og som kommer til at fortsætte ind i de kommende kvartaler,« siger koncernchef Jacob Riis fra Falck A/S.

Driftsresultatet for tredje kvartal landede på et plus på 109 mio. kr., hvilket giver en overskudsgrad på 3,3 pct. sammenlignet med 2,4 pct. i samme kvartal året før.

Omsætningen landede i kvartalet på godt 3,2 mia. kr., hvilket er en stigning på 1,4 pct.

Falck har i tredje kvartal frasolgt Falck Safety Services og Falck Lægehuse. Det er sket for at fokusere forretningen, og det skal give yderligere besparelser på driften.

»Vi er ved at genvinde vores styrke, men har stadig et stykke vej at gå. På trods af at vores virksomhed er udfordret, leverer vi stadig service af høj kvalitet,« siger Jacob Riis.

Falck sætter ikke specifikke tal på forventningerne til hele året, men skriver, at ”lønsomhed og EBITA-margin forbedres yderligere i 4. kvartal 2018, efterhånden som resultaterne af effektiviserings- og omkostningsoptimeringsprogrammet bliver realiseret.”

Falck har aktiviteter i 35 lande og flere end 32.000 medarbejdere.

Falck var tidligere børsnoteret, men er i dag privatejet. De største aktionærer er Lundbeckfonden, der ejer 57 pct. af aktierne, og Legos investeringsselskab Kirkbi, der ejer knapt 28 pct. af Falck. Øvrige aktionærer er TryghedsGruppen, Liberatio A/S samt øvrig ledelse.

Artiklens emner
Servicebranchen
Falck