Fortsæt til indhold

Dansk-norsk bredbåndskæmpe spekulerer på fibernet-offensiv på TDC's hjemmebane

En dansk-norsk fusion med EQT som pengestærk ejer kan blive en ny hård konkurrent på fibernet til privatkunder for TDC og elselskaberne.

Den tidligere TDC-kronprins Martin Lippert overvejer at angribe sin tidligere arbejdsplads med sit nyfusionerede selskab på fibernetområdet. Foto: Globalconnect
Erhverv

Mens elselskaberne og TDC er i fuld gang med at grave fibernet ud til danskerne, kan en ny stor konkurrent være på vej.

Danske Globalconnect og norske Broadnet fusionerede i september og overvejer nu at gå ind på privatmarkedet for fibernet. Globalconnect har ellers kun leveret fibernet og dataløsninger til virksomheder.

I spidsen står den tidligere TDC-kronprins Martin Lippert. Han ser nu en åbning til at udfordre sin tidligere arbejdsgiver på fibernet til husstande.

»Hvis vi kan finde en dansk bredbånds- og tv-leverandør som samarbejdspartner, er det oplagt at gå ind på privatmarkedet med vores fiberkabler i områder som København, hvor mange borgere ikke har adgang til fibernet i dag,« siger adm. direktør i norske Broadnet Martin Lippert, der bliver topchef i fusionen.

Vores fibernet er ret veludbygget i mange boligområder, så det vil ikke være en kæmpe investering at tilslutte privatkunder.
Martin Lippert, topchef i Globalconnect-Broadnet

Indtoget på privatmarkedet er stadig i overvejelsesfasen. Men det vil kræve, at en udbyder som Stofa, Waoo eller Boxer vil levere indhold på fiberkablerne.

»Det er virkelig ærgerligt, at TDC fik lov til at købe Hiper (bredbåndsselskab, red.). Det var netop sådan et selskab, vi kunne se som partner. Det ville have givet tiltrængt konkurrence til TDC,« siger Martin Lippert.

Det nye selskab er ejet af kapitalfonden EQT og får en omsætning på ca. 2,6 mia. kr. i år. I Norge har selskabet allerede en privatforretninig, hvor 21.000 fiberkunder er blevet opkoblet i år. Selskabet vil investere ca. 1 mia. kr. om året i infrastruktur, bebuder Martin Lippert.

»Erhvervsmarkedet forbliver hovedforretningen. Men vores fibernet er ret veludbygget i mange boligområder, så det vil ikke være en kæmpe investering at tilslutte privatkunder.«

Fibermarkedet er glohedt, efter at de største elselskaber har præsenteret milliardplaner for fibernet. I sidste uge tog TDC også hul på en fiberoffensiv og planlægger at grave fibernet ud til 4.000 adresser. TDC afviser dog, at ny konkurrence kan blive et problem.

»Fiber og højhastighedsbredbånd er fremtiden, og noget danskerne efterspørger. Vi hilser al sund konkurrence velkommen og er glade for at se vores konkurrenter bekræfte, at man har ambitioner på dette vigtige område,« siger koncerndirektør i TDC Lasse Pilgaard.

Artiklens emner
Broadnet
TDC