Fortsæt til indhold

Planer om gigantisk vandland i Høje-Taastrup bliver skrottet

Planer om gigantisk vandland i Høje-Taastrup bliver skrottet. Det skriver Dagbladet Roskilde.

Erhverv
/ritzau/

Et kæmpestort vandland i Høje-Taastrup, der ville være blevet verdens femtestørste, bliver ikke til virkelighed.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

Byrådet i Høje-Taastrup har trukket bremsen, da det ikke har kunnet blive enige med det konsortium, som stod bag projektet.

- Vi har simpelthen ikke kunnet få enderne til at mødes, så vi har meddelt projektmagerne, at vi hæver handlen. Det er brandærgerligt, siger borgmester Michael Ziegler (K) til Dagbladet Roskilde.

Planerne om vandlandet blev meldt ud i 2017, og investorer stod angiveligt klar til kaste 2,2 milliarder kroner i projektet.

Dengang var meldingen, at det ville åbne i 2020. Siden er byggeriet blevet forsinket flere gange.

Vandlandet var døbt Nordic Water Universe. Det skulle også have haft ferieboliger, konferencecenter og butikscenter.

Høje-Taastrup Kommune havde solgt grunden for 84 millioner kroner. De penge kommer nu ikke i kommunekassen.

Artiklens emner
Michael Ziegler