Barcelona og Real Madrid giver Premier League-klubberne løntæsk
En Barcelona-spiller får i gennemsnit næsten 90 mio. kr. i årsløn, og den spanske storklub er dermed den klub med den højeste gennemsnitsløn. Den engelske Premier League er dog stadig ligaen med de højeste lønninger.
Det kan næppe komme som en overraskelse, at det er et velbetalt job at være professionel fodboldspiller i nogle af verdens største klubber.
Men når der bliver sat tal på, kan det stadig virke overvældende, hvor meget spillerne egentlig tjener.
Det britiske analyse- og sportsmedie Sporting Intelligence har netop udgivet sin årlige rapport, hvor mediet analyser lønniveauet i verdens fodboldligaer og klubber.
Og det er bestemt ikke småbeløb, der bliver spenderet i de europæiske topklubber.
Med en årlig gennemsnitsløn i spillertruppen på ca. 10,45 mio. pund, eller ca. 88 mio. danske kroner, ligger den spanske storklub FC Barcelona helt i toppen af lønskalaen.
FC Barcelona bliver efterfulgt af rivalen Real Madrid, hvor en spiller i gennemsnit får 67,5 mio. kr. i årsløn. I årslønnen er ikke medregnet eventuelle bonusordninger, som mange fodboldspillere har indskrevet i deres kontrakter.
På tredjepladsen kommer italienske Juventus, og på fjerdepladsen finder man det første engelske hold, nemlig Manchester United, der på trods af en gennemsnitsløn på ca. 55 mio. kr., i skrivende stund befinder sig på en 7. plads i Premier League.
Selv om det er de to spanske storklubber FC Barcelona og Real Madrid, der ligger i spidsen på lønskalaen, er det dog den engelske Premier League, der har det højeste lønniveau, hvis man ser på de europæiske ligaer som helhed.
En spiller i en af Premier Leagues 20 klubber kan i gennemsnit se frem til at indkassere 25 mio. kr. om året. Herefter følger den spanske La Liga med 18,5 mio. kr. i årsløn og den italienske Serie A med 12,7 mio. kr.
En dansk superligaspiller tjener i gennemsnit ca. 1 mio. kr. om året ifølge analysen.