Moderigmand i milliontab på luksuriøse desserter
Winterspring, der driver dessertbar og tesalon i København, har nu haft millionunderskud fire år i træk.
Én af landets rigeste må igen sluge et milliontab på prisbelønnede og luksuriøse desserter.
Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen har således nu set WS Group, der står bag dessertvirksomheden Winterspring, få et millionunderskud fire år i træk.
I 2017/2018 blev det tilmed til det største underskud i selskabets historie. Denne gang på 4,8 mio. kr. efter skat.
»Ledelsen finder årets resultat utilfredsstillende,« skriver WS Group i ledelsesberetningen i sit nye regnskab.
For et år siden skrev WS Group efter et underskud på 3,2 mio. kr., at selskabet i 2017/2018 forventede en »væsentlig resultatforbedring med et positivt resultat til følge«.
Men nu kan det altså konstateres, at det ikke gik som håbet for dessertvirksomheden, der ved regnskabsårets afslutning fik en kapitalforhøjelse på 3,3 mio. kr.
Året forinden havde WS Group fået 9 mio. kr. i kapitaltilførsel.
Winterspring ejes af stifter Karina Schmitt Lund og Anders Holch Povlsen. Sidstnævnte blev en del af ejerkredsen i januar 2016, hvor han blev minoritetsejer.
I juli 2017 købte Anders Holch Povlsen sig dog til 65 pct. af anparterne i Winterspring.
Winterspring blev grundlagt med målet om at lave desserter, som man ellers kun kan få på de bedste nordiske restauranter.
Wintersprings desserter bliver lavet af Michelin-kokke fra steder som Noma, Geranium og AOC. Det førte i 2014 til, at én af Wintersprings desserter, kreeret af kokken Rasmus Kofoed, vandt Sallings Fødevarepris for ”mest innovative produkt”.
Gennem de første år blev desserterne solgt i pop up-butikker rundt om i København. Men tidligere på året åbnede Winterspring sin første morgenmads- og dessertbar i Store Strandstræde. Her kan gæster nyde desserterne med lys fra guldspots i loftet, mens de sidder på ruskindsbelagte barstole og spiser maden fra keramisk porcelæn.
For nylig har Winterspring også åbnet en tesalon i Magasin i København. Derudover sælger Winterspring sine desserter gennem Nemlig.com og i en række supermarkeder landet over, ligesom virksomheden tilbyder catering.