Leo Pharma med historisk stor investering i Danmark: Kaster 1,5 mia. kr. efter ny fabrik
Der ligger guld gemt i det danske medicinalselskab Leo Pharma, som nu investerer 1,5 mia. kr. i en ny fabrik i Danmark.
Danmarks tredjestørste medicinalselskab skyder gang i et historisk stort projekt, der skal sikre, at selskabet får smurt sin indtjeningsmaskine og fastholder sin markedsdominans.
Leo Pharma tager nemlig nu første spadestik til opførelsen af den største fabrik i selskabets historie til en pris på 1,5 mia. kr. Formålet er at imødekomme den stadig stigende efterspørgsel efter lægemidlet Fucidin, der har været på markedet siden 1962.
»Det er mange penge, men vi tror på, at vi relativt hurtigt kan tjene dem hjem,« siger Martin Pløger Lauritzen, der er ansvarlig for projektet i Leo Pharma.
Selvom lægemidlet har været på markedet i hele 56 år og for længst er gået af patent, sidder Leo Pharma stadig på en stor del af verdensmarkedet.
»Man kan kun gisne om, hvorfor ingen har snuppet markedet, men måske handler det om, at vi i Leo Pharma er dygtige til at lave det til en rimelig billig penge. Jeg tror, det er derfor, at vi stadigvæk er konkurrencedygtige,« siger Martin Pløger Lauritzen.
I Danmark har Novo Nordisk f.eks. store fabrikker i Danmark, men er også ved at bygge en gigantisk en af slagsen i Clayton, USA. Medicoselskabet Ambu har produktion i Malaysia, og Coloplast har f.eks. en stor fabrik i Ungarn.
Der skal helst være nogle tilsvarende medicinalselskaber i nærheden, fordi der så både er de rigtige mennesker og de rigtige servicevirksomheder. Det er der i Københavns-området.
Beslutningen om at lægge den nye fabrik i Danmark giver ifølge lektor på CBS Marcus Møller Larsen god mening.
»Det er populært sagt lettere at have opgaverne tæt på sig, så man kan kvalitetssikre og tale med sine medarbejdere på en anden måde, end hvis man som virksomhed er spredt ud over hele verden,« siger han.
Leo Pharma har da absolut heller ikke valgt Danmark af særlige etiske grunde.
Ifølge Martin Pløger Lauritzen er omkostningerne ved at bygge en fabrik i Danmark kontra andre steder i verden ikke specielt stor. Et andet helt centralt punkt er adgangen til kvalificeret arbejdskraft.
»Der skal helst være nogle tilsvarende medicinalselskaber i nærheden, fordi der så både er de rigtige mennesker og de rigtige servicevirksomheder. Det er der i Københavnsområdet, men selvfølgelig også andre steder i verden,« siger Martin Pløger Lauritzen.