Erhverv
0

Joe & The Juice-stifter sætter penthouselejlighed i New York til salg for 46 mio. kr.

Juicekongen Kaspar Basse har sat sin penthouselejlighed i New York til salg for næsten 46 mio. kr.

Kaspar Basse stiftede Joe & The Juice i 2002. Siden da har virksomheden gjort ham til mangemillionær. Foto: Joachim Ladefoged

Joe & The Juice-stifteren, danske Kaspar Basse, har sat sin eksklusive penthouselejlighed i New York til salg for den nette sum af 6,99 mio. dollars, hvilket svarer til lige knap 46 mio. kr.

Det skriver det amerikanske tabloidmedie New York Post.

Kaspar Basse flyttede ind i lejligheden sidste år og gav dengang ca. 5,85 mio. dollars for lejligheden, hvilket svarer til knap 38, 5 mio. kr.

Får Kaspar Basse solgt lejligheden til udbudsprisen, er der derfor udsigt til en god millionfortjeneste for Joe & The Juice-danskeren. Lejligheden ligger placeret på 63 Greene St. i det eksklusive SoHo-kvarter på det sydlige Manhattan.

Lejligheden er lige over 200 kvm. stor og indeholder udover to store værelser også et specialindrettet rum med plads til 100 vinflasker. Derudover er der også tilknyttet en privat tagterrasse til lejligheden.

47-årige Kaspar Basse stiftede i 2002 juicekæden Joe & The Juice, der siden har spredt sig fra Danmark til mere end 15 andre lande - herunder bl.a. USA, Storbritannien og Australien. Kæden har i dag mere end 220 caféer på verdensplan.

Scorer Kaspar Basse en klækkelig milliongevinst på lejlighedssalget, vil det blot øge hans personlige formue, der har haft vokseværk de seneste år. Egenkapitalen i Kaspar Basses personlige holdingselskab KAB ApS er på blot få år vokset ganske betragteligt, og det seneste årsregnskab fra 2017 viser, at egenkapitalen i holdingselskabet er vokset til næsten 410 mio. kr.

Især 2016 var et gyldent år for Kaspar Basse. Her kom hans personlige holdingselskab ud af året med et overskud på 288 mio. kr. og egenkapitalen voksede til 388 mio. kr.

Årsagen til fremgangen skyldes især, at Kaspar Basse i 2016 solgte dele af juicekæden til den amerikanske kapitalfond General Atlantic.

Det var anden gang, at Kaspar Basse solgte ud af Joe & The Juice-aktierne. I 2013 kom den svenske kapitalfond Valedo Partners ind i ejerkredsen.

BRANCHENYT
Læs også