Fortsæt til indhold

IC Group fortsætter udsalget - har solgt Designers Remix

Erhverv
/ritzau/FINANS

Tøjselskabet IC Group har solgt alle aktierne - 51 pct. - i Designers Remix til Hesselbjerg Holding. Det oplyser selskabet onsdag eftermiddag.

Dermed fortsætter udsalget i IC Group, der i juni solgte sit største brand, Peak Performance.

Salget betyder, at Designers Remix fra og med halvårsrapporten for regnskabsåret 2018/19 vil blive påført som en ophørt aktivitet. Regnskabet ventes offentliggjort 6. februar.

De fortsættende aktiviteter i regnskabsåret 2018/19 ventes samlet at udvikle sig fladt på omsætningen, målt i lokal valuta, og EBIT-marginen ventes at være på 0-1 pct. før engangsomkostninger i relation til transformation af koncernens struktur.

Investeringer forventes på cirka 4 pct. af den årlige omsætning primært drevet af Tiger of Sweden, oplyser selskabet.

IC Group oplyser, at de finansielle forventninger til hvert af koncernens fortsættende forretningssegmenter er uændrede.

Artiklens emner
IC Group