Erhverv
0

Dansk gymnasieelev sælger bitcoinbørs til milliardfirma

19-årige Mads Eberhardts bitcoinbørs BetterCoins omsætter årligt for et tocifret millionbeløb. Nu har han solgt bitcoinbørsen til Danmarks største kryptovaluta-virksomhed.

Mads Eberhardt skal nu fokusere på at blive student efter salget af hans bitcoinbørs BetterCoins. Foto: Privat

Mads Eberhardt har endnu ikke fået studenterhuen på.

Alligevel er det nu lykkedes den 19-årige gymnasieelev at sælge sin bitcoinbørs BetterCoins til Danmarks største kryptovaluta-virksomhed og milliardforretningen Coinify.

Coinify
  • Blev stiftet i 2014
  • Har siden fået en række investeringer, heriblandt fra storbanken SEB og venturefondene Seed Capital og Nordic Eye
  • Har udviklet sig til at være én af Europas største blockchain-virksomheder
  • Kommer i 2018 til at have have en omsætning på mere end 1 mia. kr.
  • Har endnu til gode at have et overskud

Parterne ønsker at ikke oplyse handlens værdi.

BetterCoins har endnu ikke offentliggjort sit første regnskab. Men i løbet af sin levetid på lidt over et år har bitcoinbørsen formået at nå en omsætning på omkring 15 mio. kr. og samtidig have en positiv bundlinje.

Det har imponeret Coinify, fortæller Mikael Breinholst, chef for Coinifys handelsplatform.

»Mads (Eberhardt, red.) har på fornemste vis givet tusindvis af danskere et perfekt første møde med bitcoin. Vi er glade for og stolte over, at Mads har valgt Coinify til at videreføre den gode kundeoplevelse,« siger han til Finans.

Mads Eberhardt har drevet sin bitcoinbørs fra skrivebordet på sit teenageværelse i Odense. I perioder har han haft så travlt med BetterCoins, at han har arbejdet fuldtid på projektet ved siden af sin skolegang på Tietgen Handelsgymnasium i Odense.

Udover bitcoinbørsen har han også lavet en podcastserie, hvor han interviewer en række personer om bitcoins.

Nu skal han fokusere på at blive student om et halvt år.

»På et eller andet tidspunkt skal jeg nok stifte virksomhed igen. Men nu handler det om at gøre skolen færdig, og derefter tager jeg nok til udlandet for at arbejde,« siger Mads Eberhardt, der har solgt alle aktiviteterne ud af sit BetterCoins-selskab og nu omdanner det til et holdingselskab.

Han skal arbejde nogle timer for Coinify i de første måneder efter integrationen af de to bitcoinbørser. Her skal han hjælpe med markedsføring og kundeservice.

Coinify blev stiftet i 2014 og har undervejs fået en række investeringer, heriblandt fra den svenske storbank SEB, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og de to venturefonde Seed Capital og Nordic Eye.

Coinify beskæftiger omkring 50 medarbejdere og er flere steder blevet kaldt kaldt Europas største formidler af blockchain-betalinger.

Den danske kryptovaluta-virksomhed har udviklet en handelsplatform, som verdens største bitcoinbank har købt. Derfor tjener Coinify penge hver gang, der bliver handlet bitcoins på platformen i Europa.

Coinify udtalte for et år siden, da bitcoinhypen var på sit højeste, at den håbede på en omsætning på mellem 3 og 4 mia. kr i 2018.

Det kommer Coinify dog ikke til at nå grundet det dramatiske fald i bitcoinkursen. I 2018 kommer Coinify ud med et underskud, som det har været tilfældet de andre år.

»Det er helt efter budgettet. Vi har bygget en sund platform og har valgt at investere i at få den til at vokse,« siger Mikael Breinholst.

Det seneste år er prisen på én bitcoin gået fra knap 20.000 dollars til nu at være på omkring 3.400 dollars.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også