Dansk moderigmand tabte milliarder på børsnedtur
Anders Holch Povlsen er klart største aktionær i den britiske netbutik Asos, der mandag faldt drastisk på fondsbørsen i London.
Én af Danmarks rigeste måtte mandag se sin aktiebeholdning i britiske Asos falde drastisk i værdi.
For Asos-aktiens fald på knap 40 pct. betød, at Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsens Asos-aktier gik fra en værdi på 11,2 mia. til 6,9 mia. kr.
Det viser beregninger, Finans har lavet på baggrund af oplysninger på Asos’ hjemmeside. Her fremgår det, at Anders Holch Povlsens og Bestseller ejer 26,66 pct. af aktierne i den britiske netbutik.
Årsagen til Asos’ børsnedtur skal findes i, at netbutikken mandag offentliggjorde skuffende salgstal for november. Netop november er en vigtig måned for Asos, der primært sælger tøj og kosmetik, da måneden tegner sig for en større del af det årlige salg.
Investorerne kvitterede fra mandagens børsåbning med at sende Asos-aktien mere end 40 pct. ned, og aktien forblev på dette niveau resten af dagen.
November er den første måned, hvor julehandlen begynder at slå igennem. Derfor er det første mulighed for at få en fornemmelse af, om selskaberne når målsætningerne for julesalget.
Nyheden fra Asos mandag trak også netbutikkerne Zalando, Boohoo og Boozt med sig ned. Alle netbutikker faldt mandag relativt markant på de børser, hvor de er noteret. Frygten er, at det svage julesalg ikke er isoleret til Asos.
Anders Holch Povlsen investerede i Asos for år tilbage, og han har dermed kunnet se fra de forreste rækker, at Asos har udviklet sig til et selskab med en årlig omsætning på op mod 20 mia. kr. og mere end 3.500 ansatte.
Den danske milliardær har ejerandele i en lang række virksomheder. I modeverdenen kan, udover Bestseller og Asos, også nævnes Zalando, Miinto, Stylepit og Bianco.
Anders Holch Povlsen vurderes af Bloomberg at være god for 4,7 mia. dollars, svarende til omkring 31 mia. kr.


