Erhverv

KPMG-topchef erstatter Mads Lebech som direktør i Industriens Fond

Thomas Hofman-Bang afløser Mads Lebech som adm. direktør i Industriens Fond.

KPMG-direktør Thomas Hofman-Bang skal fra næste år være adm. direktør i Industriens Fond. Foto: Gregers Tycho

Topchef og partner i revisionskæmpen KPMG, Thomas Hofman-Bang, overtager posten som adm. direktør i Industriens Fond.

Her erstatter han den tidligere konservative borgmester på Frederiksberg, Mads Lebech, der i stedet skal være adm. direktør i Tryghedsgruppen og Trygfonden.

Thomas Hofman-Bang tiltræder på posten i februar 2019, oplyser Industriens Fond i en pressemeddelelse.

»Bestyrelsen har med valget af Thomas Hofman-Bang sikret, at Industriens Fond får en leder med stor erfaring i at drive industriel og rådgivende virksomhed i en dansk og global kontekst. Thomas Hofman-Bang har et stort netværk i erhvervslivet og blandt nøgleaktører inden for erhvervsfremme og forskning i Danmark,« siger Sten Scheibye, bestyrelsesformand for Industriens Fond.

Industriens Fond er en uafhængig fond, der støtter initiativer og forskning, der kan være med til at fremme danske virksomhedernes konkurrenceevne.

Thomas Hofman-Bang meddelte allerede i juni, at han ville stoppe i KPMG, når hans kontrakt udløb i februar 2019. Han har siddet på posten siden 2013.

Han har sideløbende haft bestyrelsesposter i bl.a. William Demant, Rambøll, Neurosearch, Dansk Industri, Danmarks Vækstråd, Copenhagen Capacity og Bikubenfonden.

»Industriens Fonds fokusområder og mission står mig nær. Både som erhvervsmand og med min store interesse for samfunds- og velstandsudviklingen i Danmark. Med både praktisk og strategisk erfaring i rygsækken vil det være mit mål at videreføre og videreudvikle Industriens Fonds arbejde til gavn for konkurrenceevnen og værdiskabelsen i dansk erhvervsliv,« siger Thomas Hofman-Bang.

I industriens Fond erstatter han Mads Lebech, der i perioden fra 2001 til 2009 var konservativ borgmester på Frederiksberg.

Han meddelte allerede tilbage i oktober, at han fra starten af 2019 var blevet ansat som adm. direktør i Tryghedsgruppen, der står bag Trygfonden. Mads Lebech blev ansat som direktør i Industriens Fond i 2009.

»Det er altid vemodigt at skulle sige farvel. Særligt til meningsfulde opgaver, tætte samarbejdspartnere og dygtige kolleger, som man har været glad for. Men samtidigt glæder det mig, at bestyrelsen har fundet den helt rigtige til at lede Industriens Fond herfra, og det glæder jeg mig meget til at følge,« siger Mads Lebech.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også