Erhverv

Nordens største sportskæde ramt af kaos - aktien styrtdykker

Den norske sportskæde XXL har store problemer med at tjene penge. Det har udløst kaos på chefgangen og en styrtdykkende aktiekurs. Bestyrelsesformanden undskylder nu over for aktionærerne.

Arkivfoto. PR-foto.
XXL

Den norske sportskæde XXL, der med ca. 60 varehuse i Norge, Sverige og Finland er Nordens største forhandler af sportstøj og fritidsudstyr, er ramt af svigtende økonomiske resultater, der har udløst kaos på ledelsesgangen og har sendt XXL-aktien på katastrofekurs.

Tirsdag valgte topchefen Ulf Bjerknes at trække sig på posten som topchef efter kun to måneder, og allerede onsdag morgen indkaldte XXL til pressemøde, hvor grundlæggeren og nuværende bestyrelsesformand Øivind Tidemandsen meddelte, at Tolle Grøterud overtager den midlertidige rolle som topchef, mens Øivind Tidemandsen selv bliver arbejdende bestyrelsesformand.

»Vi må undskylde. Det er pinligt at stå her,« lød det højest utraditionelt fra Øivind Tidemandsen på pressemødet ifølge det norske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.

Markedet har reageret voldsomt på nyheden. Onsdag morgen er XXL-aktien styrtdykket på børsen i Oslo, og ved middagstid er aktien faldet med 38 pct. til en kurs på lige under 24 norske kroner.

Årsagen til kaosset skal findes i manglende evne til at tjene penge.

OM XXL
  • XXL blev grundlagt i 2000 og sidder i dag på en fjerdedel af markedet for sportsudstyr i Norge.
  • I oktober 2014 blev XXL noteret på børsen i Oslo til en introduktionskurs på 58 norske kroner. Dermed blev selskabet prissat til cirka 8 mia. norske kroner - 6,2 mia. danske kroner. I december 2018 handles XXL-aktien til cirka 24 norske kroner.
  • Kapitalfonden EQT var tidligere storaktionær i XXL, men solgte sig selv ud i fjor. Brødrene Øyvind og Tore Tidemandsen ejer 24,72 pct. af selskabet.
  • De norske brødre var i sin tid med til at grundlægge elektronikkoncernen Elkjøp, der ejer Elgiganten.

XXL, der også opererer på det danske marked via selskabets webshop, er kendt for en aggressiv salgsstrategi, men tilsyneladende har strategien været for aggressiv.

Ifølge en fondsbørsmeddelelse, som selskabet sendte til børsen i Oslo tirsdag aften, har XXL gennem en længere periode solgt varer med tab til følge, og ifølge Øivind Tidemandsen endte Black Friday, der ellers er årets store indtjeningsdag, med at koste sportskæden et tab på 40 mio. norske kroner.

Kæden forventer selv en omsætning på 9,4 mia. norske kroner i år, mens driftsresultatet forventes at lande på mellem 530 og 560 mio. norske kroner.

»Vi har været for krigeriske og fokuseret for meget på toplinjen, men vi lever af de kroner, vi tjener. Det skal balanceres bedre,« siger Øivind Tidemandsen.

Børsværdien er også skrumpet gevaldigt de seneste år. For to år siden lå den på 15,6 mia. norske kroner, mens den i dag er nede på omkring 3,2 mia. kroner.

I 2016 luftede XXL’s daværende topchef Fredrik Steenbuch også tanken om at åbne fysiske butikker i Danmark, da de lancerede deres danske webshop. I dag XXL dog stadig kun til stede i Danmark via webshoppen.

Udover det nordiske marked har XXL også åbnet butikker i Østrig.

Læs også
Top job