- Opdateret 19/12/2018 kl. 14:30
Vejen er banet for Lalandias tredje badeland i Danmark
Lalandia regner med at deres 3. badeland i Danmark står klar i 2021. Det bliver Nordeuropas største og kommer til at ligge i Søndervig i Vestjylland.
Danske badegæster kan godt begynde at glæde sig - i hvert fald hvis de er til subtropiske temperaturer og masser af vandrutchebaner, swimmingpools med bølgeskvulp og dertilhørende aktiviteter og restauranter.
Lalandia-koncernen, der er ejet af Parken Sport & Entertainment er nemlig klar med planerne for sit tredje og hidtil største vandland herhjemme.
I går kom det frem, at købmanden Keld Hansen havde sikret sig tilladelserne til at etablere Nordeuropas største vandland i sommerhusområdet i Søndervig ved den jyske vestkyst. Nu mangler landsplandirektiv og lokalplansgodkendelse. Onsdag har Lalandia så meldt ud i en pressemeddelelse, at det bliver den, der i givet fald kommer til at opføre vandlandet i samarbejde med netop Keld Hansen.
Lalandia har i forvejen to vandlande i Rødby på Lolland og i Billund i Midtjylland. Det første i Rødby blev anlagt tilbage i 1988, men er sidenhen blevet udbygget og moderniseret. Det andet skud på stammen i Billund åbnede i 2009.
Det nye vandland i Søndervig bliver som nævnt Nordeuropas største med 500 feriehuse og et strandhotel og er planlagt til at stå færdigt i 2021, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Lalandias vandparker konkurrerer især med nordtyske pendanter såsom Weissenhäuser Strand i Oldenburg tæt ved den danske grænse i Nordtyskland.
Selskabet barsler også med et badeland i Sverige nær byen Motala.