Erhverv

Revisionskæmpe runder milliard i omsætning

Omsætningen stiger med 6 pct. i revisionsvirksomheden BDO, viser nyt regnskab.

Stig Holst Hartwig, adm. direktør i revisionsselskabet BDO.

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO runder i lige præcis 1 mia. kr. i omsætning. Det afslører revisionskæmpens regnskab for det skæve regnskabsår 2017/18, der netop er landet.

BDO i Danmark havde i år en omsætning på 1.001 mio. kr., og dermed vokser omsætningen med 6 pct. i forhold til sidste år, hvor omsætningen landede på 943 mio. kr.

»Det er særdeles tilfredsstillende, at den strategi, vi har arbejdet efter de seneste år, nu helt konkret resulterer i så godt et resultat. Vi er sikre på, at vores forretningsmodel og indsatsområder giver os et robust og perspektivrigt udgangspunkt for at udleve vores ambitioner i årene, der kommer,« siger adm. direktør Stig Holst Hartwig fra BDO i Danmark.

Driftsresultatet ender på 71 mio. kr., mens årets resultat ender på 54 mio. kr. Sidste år landede driftsresultatet og overskuddet efter skat på henholdsvis 47 og 36 mio. kr.

BDO i Danmark er en del af BDO International, hvor omsætning i år steg med 10,7 pct. til næsten 9 mia. dollars.

»Vi står stærkt både her i landet og i vores globale organisation. Forventningen til fremtiden er, at vi skaber øget vækst og medvirker til øget konsolidering i det kommende regnskabsår,« siger administrerende direktør Stig Holst Hartwig fra BDO.

BDO har på globalt plan 80.000 medarbejdere - heraf 1.200 i Danmark.

Mio. kr.2017/182016/172015/162014/152013/14
Nettoomsætning1.001943909909896
Driftsresultat7147606151
Årets resultat5436464738
BRANCHENYT
Læs også