Milliardærs gods taber penge for 16. år i træk
Anders Holch Povlsens gods nær Aarhus har de seneste år haft gang i flere opsigtsvækkende projekter.
16 år i træk med røde tal på bundlinjen.
Sådan er det gået for det aarhusianske gods Constantinsborg, der ejes af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.
Selvom det seneste regnskab viser et mindre underskud end året forinden, led Constantinsborg et »utilfredsstillende« tab på 2,5 mio. kr. i seneste regnskabsår, der kun var syv måneder langt grundet en omlægning af regnskabsperioden.
Constantinsborg forventer en forbedring af resultatet i indeværende regnskabsår.
Constantinsborg blev centrum for mange overskrifter i de danske medier, da Finans i december 2017 kunne fortælle, at Anders Holch Povlsen betalte for at få flyttet en kommunal vej længere væk fra godset.
Behovet for vejflytningen skyldtes bilstøj, at trafikken lavede revner i godsets bygninger og påvirkede godsets drift.
Vejflytningen er dog bestemt ikke det eneste, der har foregået i og omkring Constantinsborg.
I løbet af 2018 har godsets stalde og avlsbygninger været gennem en omfattende renovering. Til marts forventes anlægsarbejdet at begynde af et såkaldt "Earthroom".
Det er en underjordisk tilbygning på op mod 2.100 kvadratmeter, og "Earthroom" skal bygges ind i en eksisterende skrænt i godsets have.
Intet af "Earthroom"-projektet vil være synligt for offentligheden, og ifølge kommunale dokumenter forventes anlægsarbejdet at vare i 19 måneder.
Constantinsborg har rødder helt tilbage til 1400-tallet og har været ejet af familien Holch Povlsen siden 1999.
Arealet måler 228 hektar agerjord og 188 hektar skov, park og remisser. Constantinsborg er en del af De 5 Gaarde, som er et samarbejde mellem fem af landets største godser.