Erhverv
0

Pandora går ind i det nye år uden topchef

Pamdora har 2.600 egne konceptbutikker rundt om i verden - som her i London. Foto: Jesper Olesen.

Smykkeselskabet Pandora står stadig uden topchef, efter at den tidligere - Anders Colding Friis - blev fyret i august.

Men Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, vurderer ikke, at det haster med at finde en ny til den ledige stilling. Pandora har kørt et nyt ledelsesteam frem bestående af finansdirektør Anders Boyer og driftsdirektør Jeremy Schwarz. De to kører selskabet videre, og i fraværet af en administrerende direktør fremlagde de i november en ny strategiplan, der skal bringe smykkeselskabets vækst tilbage på sporet.

- Boyer og Schwarz agerer og sidder ikke og venter på en ny administrerende direktør, siger Søren Løntoft Hansen.

Anders Colding Friis var ellers manden bag en storstilet ny strategi i januar 2018, hvor det blandt andet blev besluttet, at der skulle flere nylanceringer til for at trække kunderne til. Men strategien rakte ikke - og det blev til to nedjusteringer i 2018.

- Jeg tror ikke, at Pandora har travlt med at finde en ny topchef. Men når der kommer et navn på, så tror jeg, at det bliver et udenlandsk med erfaring fra detailbranchen. Dem har vi ikke så mange af herhjemme, siger Søren Løntoft Hansen.

- Det behøver ikke nødvendigvis at være en med erfaring fra smykkebranchen, men en, der har erfaring fra et etableret brand. Jeg tror, at det er vigtigt med en, der ved, hvordan man opretholder et brand, siger analytikeren.

Pandora er i dag verdens største smykkebrand. Men ifølge Søren Løntoft er det ikke givet, at koncernen kan blive ved med at bevare den position.

Lige inden jul indstillede Pandora to nye medlemmer til bestyrelsen: Isabelle Parize og John Peace, der begge har erfaring med luksusmærker.

Franske Isabelle Parize har blandt andet været administrerende direktør for parfume-brandet Douglas Group og er medlem af bestyrelsen hos Delsey Paris, Robertet og Air France-KLM. Britiske John Peaces tidligere bestyrelseserfaring inkluderer posten som bestyrelsesformand for modekoncernen Burberry og banken Standard Chartered.

Bestyrelsesformand Peder Tuborgh ønsker ikke over for Ritzau Finans at kommentere hverken kandidatfeltet eller tidshorisonten, før en ny topchef kan indtage chefstolen hos Pandora. Men i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal sagde han om arbejdet med en ny direktør samt rekruttering til bestyrelsen:

- Vi taler med nogle spændende kandidater. Vi skal finde de rigtige profiler, og det tager den tid, det tager. Indtil da er virksomheden i sikre hænder med den nuværende ledelse, lød det den 6. november i et interview med Finans.dk.

Da Pandora gik på fondsbørsen i 2010, var det med Mikkel Vendelin Olesen ved roret. Han blev året efter fyret i forbindelse med en kraftig nedjustering.

Marcello Bottoli, der var medlem af bestyrelsen, blev midlertidig topchef. Så trådte Bjørn Gulden til i et års tid, hvorefter Allan Leighton blev ny topchef.

I 2014 tog Anders Colding Friis så over frem til fyringen i august i år.

Omsætningen i Pandora voksede med Anders Colding Friis ved roret fra 16,7 milliarder kroner i 2016 til 22,8 milliarder kroner i 2017. I 2014 lød omsætningen på 11,9 milliarder kroner.

Aktiekursen toppede i sommeren 2016, hvor lukkekursen et par gange var oppe i 999,50 kr. I dag koster en aktie 256,70 kr. og er i år faldet med mere end 60 pct.

BRANCHENYT
Læs også