Erhverv

Værtskommuner skyder millioner efter dansk håndbold-VM

VM i håndbold bliver en god forretning for DHF - ikke mindst takket være kommunale milliontilskud.

I budgettet for VM, som Danmark arrangerer sammen med Tyskland, forventer DHF et plus på 10,5 mio. kr. før de offentlige tilskud.  Arkivfoto: Lars Poulsen

Selv om Dansk Håndbold Forbund (DHF) styrer mod et pænt overskud på værtskabet for håndbold-VM i januar, kan forbundet se frem til et tocifret millionbeløb fra skatteyderne i de to værtskommuner, København og Herning.

Det skriver Politiken søndag.

I budgettet for VM, som Danmark arrangerer sammen med Tyskland, forventer DHF et plus på 10,5 millioner kroner før de offentlige tilskud. 

Derudover giver de to kommuners økonomiske indsprøjtning tilsammen 15,5 millioner kroner, mens der venter to millioner kroner fra det statsfinansierede Sport Event Denmark.

Dermed kan DHF se frem til et samlet overskud på knap 30 millioner kroner, hvis budgetterne holder.

Og mens forbundet sender hele milliongevinsten ind i en momsfritaget forening, løber der til gengæld ikke så meget som én krone fra overskuddet tilbage i de kommunale kasser.

- Det her er fuldkommen uforståeligt. Kommunerne er forpligtet til at handle økonomisk forsvarligt, og det kan man i den grad ikke sige, at de har gjort her, siger chefforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, Roger Buch til Politiken.

Meldingen fra de to kommuner er, at begivenheden giver god branding og skaber omsætning i turistbranchen.

Håndbold-VM spilles mellem 10. og 27. januar, og værtskabet bliver delt mellem Danmark og Tyskland.

I Danmark er det Boxen i Herning og Royal Arena i København, der lægger halgulv til kampene.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også