Weekend

»Jeg er ligeglad med, om folk tolker mig som arrogant, hvis jeg ikke lige smiler efter en kamp«

I et år har Jyllands-Posten fulgt Mikkel Hansen tæt for at give et nyt indblik i hans liv som Danmarks største håndboldstjerne.

Pegefingeren rammer diktafonens midterste knap som et atletikspyd i vådt græs. Stop. Mikkel Hansen sidder foroverbøjet i sin brune lædersofa. Fødderne trommer på sildebensparketten, og ordene forlader munden i højt tempo.

»Alt det der … Det gider jeg ikke fortælle om.«

Spørgsmålet drejede sig om værdien af de store og farverige malerier, der pryder stort set hver en centimeter af væggene i hans parisiske herskabslejlighed.

Kunst og kreativitet har interesseret håndboldspilleren i årevis, men blev først en hobby, da han begyndte at tjene penge nok til at købe tingene med hjem. På grund af pladsmangel er fire malerier i forskellige størrelser stadig indpakket i bølgepap på gulvet i stuen og afslører, at hobby fremstår som et svagt ord.

»Jeg investerer lidt penge i blandt andet ure og malerier, som kan holde værdi, men det er uinteressant at snakke om,« siger Mikkel Hansen og gestikulerer med et snurrende håndled, at vi skal videre i samtalen.

Det er netop historien om Danmarks ubestridt bedste håndboldspiller. Et reserveret familiemenneske fra Helsingør, der hader den slags snagen i privatlivet. Han afskyr det næsten, men den del af hans personlighed blev forrådt af boldtalentet, der for over 10 år siden iscenesatte ham som landets nye sportsstjerne.

Med sin mindeværdige scoring direkte på frikast efter slutfløjtet mod Rusland ved OL i 2008 bragede Mikkel Hansen som en bulldozer ind i danskernes bevidsthed og har siddet fast dér lige siden – og det ved han egentlig ikke, hvad han skal sige til.

For hvordan forholder man sig til mediernes mandsopdækning, når man helst bare vil passe sit arbejde i en sportshal? Og hvordan opfylder man danskernes krav om folkelighed og tilgængelighed, når man siden ungdomsårene har lært at være påpasselig – og helst bare vil være fri for ”Vild med Dans”?

Føler sig som gidsel

Mikkel Hansen fyldte 31 år i oktober, men han kender stadig ikke svarene på spørgsmålene. Talentet forpligter, det indrømmer han, og derfor gør håndboldspilleren sig også overvejelserne, og han erklærer sig også ydmyg over for sin rolle i rampelyset. Men han kræver retten til at sige fra. Det besluttede han for længe siden. En række hændelser har over tid skubbet ham mod flere diplomatiske svar og automatreaktioner – som i tilfældet med diktafonen. Kommer man for tæt på, klapper han i. Den lukkede mund er hans bedste våben.

Som søn af den tidligere landsholdsspiller Flemming Hansen, en af de legendariske ”Bolsjedrenge” i de spraglede dragter i 1980’erne, snusede Mikkel Hansen allerede som barn til opmærksomheden og medieinteressen.

»Jeg har altid haft en forståelse af, hvordan det hele hang sammen, og takket været min far lærte jeg i en tidlig alder at tænke mig om, i forhold til hvad jeg siger og gør. Jeg er meget bevidst om, hvad jeg deler ud af mig selv.«

Bare fordi jeg kan kaste med en bold, er jeg på ingen måde vigtigere end nogen anden i dette land.

Mikkel Hansen, håndboldspiller

Han har lært det på den hårde måde. Ofte har han forladt et interview med en god mavefornemmelse for sidenhen at finde sig selv på forsiden med »en eller anden overdrevet og latterlig sensationsoverskrift«, der ikke nødvendigvis læner sig entydigt op ad sandheden.

Varsomheden over for pressen blev skærpet yderligere, da han for en håndfuld år siden følte sig »dolket i ryggen« af et dansk medie, der ifølge Mikkel Hansen gik over grænsen.

»Alle kan kvaje sig og lave fejl, og det tilgiver jeg, men når man bevidst går efter at skrive kontroversielle løgnehistorier og sælge aviser på min bekostning bag min ryg, så lukker jeg i. Det synes jeg er helt fair. Jeg føler mig indimellem taget som gidsel i en eller anden clickbait-konkurrence, og det er ærgerligt, for det får mig til at skrue 10 pct. ned næste gang.«

Hvis man lukker øjnene og forestiller sig håndboldspilleren Mikkel Hansen, vil de fleste formentlig kunne hive to fotoalbum ned fra den indre hylde. I det ene album figurerer en knap to meter høj topatlet med pandebånd. Et menneske, der i kraft af sit enestående talent og sin særlige karisma altid modtager de største klapsalver fra publikum. I det andet album står en sky mand, som skuer forbi kameralinsen og kun siger det nødvendige, måske helst lidt mindre, når han efter en stor landskamp skal nå ud til et par millioner tv-seere.

Som teenager fik Mikkel Hansen ofte at vide, at han var arrogant, hvis han ikke jublede efter at have scoret 10 mål i en håndboldkamp. Den tolkning har fulgt ham lige siden, mener han.

»Det er typisk dansk at påklistre et prædikat, så snart at vi ikke kan forstå eller tyde hinanden. Hvordan skulle en eller anden hr. Jensen i Kolding også vide, hvem jeg er ud fra tv-interview efter kampene? Men han må selvfølgelig tolke alt det, han vil.«

Hvis Mikkel Hansen interesserede sig for, hvordan han indimellem fremstod i danskernes bevidsthed, ville han nok have et par ekstra regnvejrsdage i sit liv. Det siger flere af hans holdkammerater, fordi de mener, at tolkningen af den offentlige person langt fra harmonerer med den private person, de oplever.

Mikkel Hansen om sociale medier

»Vi er havnet et ærgerligt sted, hvor meget handler om populariteten på sociale medier. Det fylder mere og mere i sportsmiljøet, og mange af mine holdkammerater lægger også billeder af sig selv op på Instagram lige efter kampene. Det må de også gerne. Hvis jeg vil have mange likes, ved jeg jo også godt, hvad skal jeg lægge op, men det vil jeg ikke lade mig styre af. For mig handler det om, hvad jeg synes er fedt og sjovt. Selvfølgelig bruger jeg det også kommercielt, men der skal være en grænse. Det skal ikke være for opstillet – ellers kunne min agent ligeså godt styre profilen.«

»Det har jeg altid vidst, og jeg kan indimellem føle mig lidt misforstået. Men det kommer også af, at jeg nogle gange bliver småprovokeret af, at så mange i vores samfund kæfter op med ligegyldigheder for at få opmærksomhed. Det eneste, vi får ud af det, er, at vi spilder vores tid. Det er fedt, at folk har noget på hjerte, men så skal der være noget vægt bag. Så ved jeg ikke, om det nogle gange er nemmere bare at holde lidt igen.«

Men når du vælger at være privat og tilbageholdende, skal du vel også være klar på, at folk dømmer dig ud fra en halv sandhed?

»Ja, 100 pct., og det har jeg det helt fint med. Jeg er ligeglad med, om folk tolker mig som arrogant, hvis jeg ikke lige smiler efter en kamp eller ikke stiller op til alt muligt. Uanset om jeg er glad eller sur, vil der altid være nogle derude, der mener, at det er forkert. Jeg har det fint, så længe at jeg kan lide det, jeg laver, og jeg kan stå inde for den måde, jeg opfører mig på, samtidig med at menneskerne omkring ved, hvem og hvad jeg er.«

Glem Djævleræs

Da Mikkel Hansen for seks og et halvt år siden skiftede konkursramte AG København ud med den nyrige, franske storklub PSG, flyttede han ind i det velfriserede kvarter i byens 8. arrondissement nær Avenue des Champs-Élysées. Her har han boet til leje lige siden. Han holder især af det charmerende bohemekvarter Marais, hvis brostensbelagte gader er en af mange grunde til, at han elsker Paris.

I modsætning til hans ellers reserverede ydre griber Mikkel Hansen enhver mulighed til lystigt at fortælle om hovedstadens fortræffeligheder, som om han var turistchef og skulle sælge byen til udenlandske besøgende. Men det er selvfølgelig heller ikke ulideligt at bruge sin fritid på at bladre i avisen Le Parisien på fortovscaféen Le Voltigeur med en dobbelt espresso og en danskvand. Eller at fortabe sig selv på kunstinstitutionen Centre Georges Pompidou. Eller at spise tatar til frokost nær Place des Vosges, der er byens ældste plads og ret så Instagram-venlig.

Men mest af alt elsker Mikkel Hansen, at han kan tage sin gravide kæreste i hånden og spankulere rundt i gaderne uden at have en hættetrøje over hovedet. Det sker kun indimellem, at han bliver genkendt i Paris.

»Jeg kan godt forstå, at nogle fodboldspillere tager til USA for at slippe for opmærksomheden. Det må være forfærdeligt ikke at kunne være sig selv.«

Der er fordele i at have et af Danmarks mest kendte ansigter. Det giver tilbud og kaster goder af sig, indrømmer Mikkel Hansen, selv om han ikke interesserer sig for den slags. Derfor hyrede han også i foråret en manager til at tage sig af sine kommercielle aktiviteter.

»Andre må gøre præcis, hvad de vil, men man kommer aldrig til at se mig i ”Vild med Dans”, Djævleræs eller sådan noget. Det kommer ikke til at ske.«

Han anerkender den folkelige nysgerrighed efter at opleve en anden side end bare håndboldspilleren. Han forstår også udmærket jagten på at greje, hvem der i virkeligheden gemmer sig bag den lyse stemme og det lange, mørke hår, og hvad der mon rumsterer i hjernen inde bag pandebåndets bomuld?

Læs andet afsnit i serien

»Jeg har fuldstændig respekt for, at alle mulige vil stille mig private spørgsmål, men for mig at se burde medieinteressen primært handle om håndbold. Indimellem savner jeg faktisk fokus på dybden. Er der ingen, der har lyst til at forstå håndværket og spørge ind til spillets detaljer og blive klogere? De ting vil jeg gerne nørde.«

Hvordan tror du selv, at danskernes syn er på Mikkel Hansen?

»Jeg håber, at de ser en seriøs sportsmand, der er dedikeret til det, han laver og ikke gider bruge sin tid på …«

Han afbryder sig selv og holder en kort pause.

»… En mand, der gerne vil tale om det fag, han arbejder i, men som gerne vil holde de personlige ting lidt for sig selv.«

Mikkel Hansen om den bedste håndboldspiller

»Nikola Karabatic er den bedste med- og modspiller, jeg har haft. Jeg har altid været fascineret af ham. Han er en stor leder, som alle på et hold kan læne sig op ad, og han er bedst i de pressede situationer. Han kan det hele, og han har haft en enorm betydning for fransk håndbold i mange år.«

Mangler en statuette

Nogle vil nok hævde, at den holdning kradser i fortællingen om håndbold som en sport med stærke rødder i det folkelige foreningsdanmark. En sportsgren, der i modsætning til eksempelvis topfodboldens elitære lukkethed er kendetegnet ved åbenhed.

Lige siden Mikkel Hansens far og resten af ”Bolsjedrengene” bød danskerne velkommen inden for i 1980’erne, har der hersket en usynlig aftale mellem befolkningen og håndboldlandsholdet om ærlighed og imødekommenhed. Den ”aftale” skriver Mikkel Hansen også under på kamp efter kamp, når han som en af de sidste bliver hængende i hallen for at sikre sig, at alle autografjægere får noget med hjem fra det populære bytte.

»Det har jeg det helt fint med, og det vil jeg gerne. Jeg tror, at alle på landsholdet synes, at det er fantastisk, at folk gerne vil tæt på og lære os bedre at kende. Bare fordi jeg kan kaste med en bold, er jeg på ingen måde vigtigere end nogen anden i dette land.«

Han trækker dog en grænse. Han ser ingen grund til at fremvise sin lønseddel, sommerhuset i Nordsjælland eller scanningsbillederne fra kærestens graviditet, blot fordi han er den måske bedste danske håndboldspiller nogensinde.

»Jeg har intet behov for at vise mit liv frem eller deltage i reality-tv. Så slipper jeg også for at stå i supermarkedet på en dårlig dag og forklare det ene og det andet. Jeg er fint tilfreds med at passe mig selv i Paris.«

Dér, i den franske hovedstad, står tre miniatureudgaver af Eiffeltårnet i hans vindueskarm. De står foran store bunker af livsstils- og modemagasiner, der er stablet ved siden af hans mange sko. Men blandt familieminder og tegninger på opslagstavlen, de mange lamper og skæve skulpturer mangler en 30 cm høj statuette. I 2011 fik han det første synlige bevis på, at han af Det Internationale Håndboldforbund (IHF) var kåret som verdens bedste spiller, men da han i 2015 genvandt titlen, modtog han aldrig nogen statuette. Han ved faktisk ikke hvorfor.

Læs tredje afsnit i serien

»De er måske kommet til at sende den over til Nikola,« joker han med henvisning til sin klubkammerat med efternavnet Karabatic, der som den eneste herrespiller har vundet prisen tre gange.

»Selvfølgelig er jeg glad for anerkendelsen, det vil alle nok være. Jeg har ikke gjort alt muligt for at blive kendt, men jeg er blevet kendt, fordi jeg var og er dygtig til det, jeg laver. Det betyder noget.«


Vil du have vores bedste Indblik-artikler direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de fem nyeste artikler fra Jyllands-Postens Indblik-sektion hver dag kl. 16 - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse.

BRANCHENYT
Læs også