Erhverv
0

Kasi-Jesper er blevet tiltalt for ulovligt aktionærlån

Anklagemyndigheden kræver bødestraf til Jesper “Kasi“ Nielsen for at have lånt 33 mio. kr. i sit eget selskab.

Jesper Kasi Nielsen vandt sidste år to store skattesager. Nu er han blevet tiltalt i en straffesag. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Erhvervsmanden og smykkeentreprenøren Jesper ”Kasi” Nielsen er sammen med to familiemedlemmer blevet tiltalt for at have taget ulovlige aktionærlån for 33 mio. kr.

Det skriver TV 2, og Jesper Nielsen bekræfter oplysningerne over for Finans.

Sagen er blevet rejst af Københavns Vestegns Politi ved Retten i Glostrup, og ifølge TV 2 handler sagen om penge, som han og familien har lånt i selskabet Dojajean Holding ApS, der blev taget under konkursbehandling i 2017.

Jesper Nielsen fortæller, at pengene blev trukket ud til at købe et sommerhus på Mallorca i 2008.

»Men vi har haft advokater og revisorer på alt, hvad vi har foretaget os, og derfor bestrider vi, at vi har gjort noget ulovligt. Jeg har jo en tendens til at vinde sådanne sager, og det regner jeg også med at gøre denne gang,« siger han med henvisning til, at han har vundet to store skattesager inden for det seneste år.

Aktionærlån har været ulovlige, indtil reglerne blev løsnet fra den 1. januar 2017, men selv om Jesper Nielsen erkender, at det omtalte beløb vitterlig blev trukket af Dojajean, så var han onsdag ikke i stand til over for Finans at redegøre for, hvordan han vil argumentere i retten.

»Jeg har opgivet at finde ud af, hvad der er op og ned. Jeg har spurgt vores rådgivere om, hvad der er worst case scenario, og jeg har fået at vide, at det er en bøde på 1-2 mio. kr. Med alt det, vi har været igennem de seneste 10 år, så er det ikke sådan noget, der slår os ud,« siger han.

Ifølge TV 2 har anklagemyndigheden da også rejst tiltale med påstand om bødestraf.

BRANCHENYT
Læs også