Erhverv

Aabenraa Kommune har meldt Kurt Beier Transport til politiet

Indkvartering af filippinske og srilankanske chauffører i containere i en slumlejren i Padborg har nu ført til, at Aabenraa Kommune har politianmeldt vognmandsvirksomheden Kurt Beier Transport.

Fagbladet 3F afslørede 29. oktober kummerlige forhold i den container slumlejer, hvor Kurt Beier Transport A/S havde filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Den sydjyske vognmandsvirksomhed Kurt Beier Transport A/S har i månedsvis haft filippinske og srilankanske lastbilchauffører boende i containere i en slumlejr i Padborg. Men virksomheden havde ikke tilladelse til at huse chaufførerne i containere, og nu har Aabenraa Kommune meldt virksomheden til politiet for overtrædelse af byggeloven.

Det oplyser Aabenraa Kommune i en aktindsigt til Fagbladet 3F.

"Jeg kan oplyse, at Aabenraa Kommune nu har politianmeldt Kurt Beier Transport A/S," skriver Jane Petersen, teamleder hos Aabenraa Kommune i afdelingen Byg, Kultur, Miljø & Erhverv, til Fagbladet 3F.

Teamlederen oplyser til Fagbladet 3F, at Aabenraa Kommune ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Fagbladet 3F afslørede 29. oktober de kummerlige forhold i slumlejren. 30. oktober om morgenen tog repræsentanter fra Aabenraa Kommune, politiet og Arbejdstilsynet på tilsynsbesøg i lejren på Lejrvejen 9 i Padborg. På den baggrund udstedte kommunen samme dag et påbud til Kurt Beier Transport A/S om, at firmaet straks skulle stoppe med at bruge containerne til beboelse.

Samme aften ryddede firmaet lejren.

Fagbladet 3F har torsdag formiddag forgæves forsøgt at få kommentarer til politianmeldelsen fra direktøren for Kurt Beier Transport A/S, Karsten Beier.

Direktøren har tidligere oplyst til Fagbladet 3F, at virksomheden brugte lejren til, at chaufførerne kunne få et hvil og i forbindelse med deres uddannelse. Samt at firmaet havde en tilladelse til at have mennesker boende i lejren. 

Pressemedarbejder hos Syd- og Sønderjyllands Politi Helle Lundberg bekræfter over for Fagbladet 3F, at politiet har modtaget Aabenraa Kommunes anmeldelse af Kurt Beier Transport A/S for overtrædelse af byggeloven.

- Næste skridt er, at politiet indleder en efterforskning, siger Helle Lundberg, der endnu ikke kan oplyse, hvad det indebærer.

Politiet efterforsker også sagen strafferetsligt ud fra en mistanke om, at menneskehandel, men der er endnu ikke rejst nogen sigtelser i sagen.

- Politiet efterforsker fortsat, og vi ved ikke, hvornår der foreligger en afgørelse, siger hun.

Fagbladet 3F har bedt om aktindsigt hos Aabenraa Kommune i dets tilsyn med Kurt Beier Transport A/S. Men kommunen har afvist at give Fagbladet 3F aktindsigt.

“Alle dokumenter i verserende og historiske/afsluttede byggesager, der vedrører overnatning, ophold for chauffører, beboelse og anvendelse af bygninger på virksomhedens adresse Lejrvejen 9 i Padborg er overgivet til politiet og indgår derfor i politiets videre arbejde omkring det strafferetslige,” skriver Aabenraa Kommune i afgørelsen til Fagbladet 3F.

Teamleder Jane Petersen har tidligere oplyst til Fagbladet 3F, at vognmandsfirmaet har tilladelse til at indrette ejendom i andre permanente bygninger på adressen. Det gælder blandt andet indretning af hvilerum og mulighed for kortvarig overnatning.  

Hun har også oplyst, at Aabenraa Kommune i foråret 2018 førte tilsyn med ejendommen i forbindelse med en lignende sag om opsætning af pavilloner - og der blev givet et påbud om lovliggørelse til ejer Kurt Beier Transport.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også