Salling gafler butikker fra presset købmandskoncern
Supermarkedskæden Meny under Dagrofa mister fire, jyske butikker, som istedet bliver del af discountkæden Netto.
Købmandskoncernen Dagrofa mister atter nogle af dens større butikker til en konkurrent.
Salling Group meddeler torsdag eftermiddag, at koncernen netop har indgået aftale om overtagelse af fire butikker. De er placeret i Aarhus V, Randers, Hurup og Grenå. Alle har hidtil været drevet som en del af Meny-kæden under Dagrofa, men lukker i løbet af foråret 2019.
De fire butikker omdannes istedet til discountbutikker under Netto-kæden, der med nu 500 butikker er landets største dagligvarekæde.
De fire fire Meny-butikker overtages fra selskabet Jaco Supermarkeder, som ejes af Ida Jacobsen. Det har gennem en lang årrække drevet supermarkeder - men afhænder nu dagligvareforretningen og dermed lejemålene.
Det er da rigtig ærgerligt at miste butikker og havde gerne set de fire hos Jaco fortsat som købmandsdrevne
Salling Group meddeler, at den i dag har informeret konkurrencemyndighederne om aftalen. Om den udtaler koncernchef Per Bank i en pressemeddelelse:
»Vi er meget tilfredse med at sikre, at der også fremover vil være gode indkøbsmuligheder lokalt de fire steder. Det er samtidig en aftale, der gør Netto i stand til at nå endnu bredere ud med et nyt og forstærket butikskoncept.«
I november overtog Coop Danmark også butikker fra Dagrofa. Det skete, da en af landets store selvstændige brugsforeninger Fensmark Brugsforening efter kun et år under Dagrofa vender retur til Coop. Brugsforeningens butikker var ellers omdannet til bl.a. Meny.
»Det er da rigtig ærgerligt at miste butikker og havde gerne set de fire hos Jaco fortsat som købmandsdrevne. Men trods butikker nu omdannes til andre kæder, ændrer det ikke på, at vi selv har åbnet tre nye butikker i efteråret og har tre nye på vej den kommende tid. Så vi har fortsat vækst og vinder markedsandele med Meny,« siger Kenneth Pedersen, direktør for Meny-kæden under Dagrofa.
Netop den købmandskoncern, som ud over Meny bl.a. driver Spar-kæden, har gennem nogle år været underskudsgivende. Den fik lige før årsskiftet 300 mio. kr. i ny kapital fra moderselskabet Mahia med Norgesgruppen og KFI som hovedaktionærer.
Det var anden gang i 2018, at Dagrofa fik tilført kapital fra sit moderselskab. I foråret fik koncernen en kapitalindsprøjtning på 200 mio. kr.