Erhverv

Ejerstrid i biotekselskab kan have blokeret børsnotering

Symphogen blev ifølge Børsen vurderet til omkring 3 mia. kr., før der var rejst de 175 mio. euro, som selskabet fortsat jagter. Foto: Jyllands-Posten.

Ejerne bag biotekselskabet Symphogen har siden 2015 været uenige om fordelingen af goderne i forbindelse med en børsnotering, hvilket kan have forsinket noteringen af selskabet. Det skriver Dagbladet Børsen.

Stridighederne bekræftes af Novo Holdings, der er storaktionær i selskabet. Samtidig afvises det, at stridighederne skulle have stået i vejen for børsnoteringen.

- Det er ikke relevant at diskutere, om Symphogen kunne være børsnoteret for et år eller to siden, for da var selskabet ikke parat til det, siger Michael Shalmi, der er investeringsdirektør for Principal Investment i Novo Holdings, til Børsen.

Fra flere andre kilder forlyder det dog, at Novo Holdings har blokeret for noteringen og insisteret på en ny aktiefordelingsnøgle, hvis der skulle gives grønt lys. En anonym kilde fortæller Børsen, at "selskabet kunne være blevet noteret for 12 måneder siden".

Stridighederne mellem ejerne har ifølge Symphogens topchef, Martin Olin, gjort det sværere at drive selskabets projekter frem, og det mislykkede forsøg på en børsnotering har nu sat selskabet i stampe.

Hos Novo Holdings lyder det, at der ikke har været investoropbakning til børsnoteringen, da det var vanskeligt at opnå tilsagn fra nye investorer.

Symphogen blev ifølge Børsen vurderet til omkring 3 mia. kr., før der var rejst de 175 mio. euro, som selskabet fortsat jagter.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også