Politisk benspænd kan sende Radius i armene på Seas-NVE
Ørsted ønsker fortsat at sælge Radius, men manglende politisk opbakning kan sende Radius i armene på Seas-NVE - eller en tur på fondsbørsen.
Ørsted arbejder fortsat på at afhænde sin elnet-forretning, Radius. Ifølge Finans’ oplysninger diskuterer Ørsteds bestyrelse i øjeblikket flere mulige løsningsforslag til en alternativ exitplan, efter at Socialdemokratiet og SF søndag blokerede for den igangværende salgsproces, der skulle sikre Ørsted et provenu på op imod 20 mia. kr.
Ifølge Finans’ oplysninger er en beslutning ikke lige rundt om hjørnet, men den mest oplagte er, at Ørsted på et senere tidspunkt indleder direkte forhandlinger om et salg med det andelsejede energiselskab Seas-NVE, der længe har været interesseret i forretningen.
Ifølge Finans’ oplysninger er det Ørsteds vurdering, at det godt kan lade sig gøre rent juridisk.
Det ville leve op til Socialdemokratiets ønske om, at Radius kontrolleres af forbrugerne eller den danske stat. Ørsteds resterende aktionærer ville formentlig også være fint tilfredse med den løsning, lyder det fra Casper Blom, aktieanalytiker hos ABG Sundal Collier.
»Hvis de får en pris, som flugter med forventningen, tror jeg ikke, at aktionærerne ville stille sig på bagbenene,« siger han.
En anden mulighed, der er på Ørsted-bestyrelsens bord, er et spin-off af Radius, som betyder, at forretningen børsnoteres selvstændigt og med den samme aktionærsammensætning, som Ørsted har i dag.
Løsningen vil sikre, at staten bevarer aktiemajoriteten i Radius uden at skulle have penge op af lommen.
Meget af forarbejdet i forbindelse med en eventuel udskilning af Radius er allerede lavet i forbindelse med den nu afbrudte salgsproces.
»Ved en fraspaltning og efterfølgende børsnotering kan den danske stat fastholde en majoritetsandel af Radius, samtidig med at alle andre aktionærer selv kan vurdere, hvorvidt de vil fortsætte som aktionærer eller sælge deres aktier,« siger Casper Blom.
Hvis de får en pris, som flugter med forventningen, tror jeg ikke, at aktionærerne ville stille sig på bagbenene.
Mandag eftermiddag bekendtgjorde Ørsted i en børsmeddelelse, at salgsarbejdet fortsætter.
»Ørsted vil derfor fortsat klassificere de nævnte aktiviteter som bestemt for frasalg, og fortsætte sin afdækning af forskellige exit-muligheder, hvilket ultimativt også kunne ske ved en udskillelse af de pågældende forretninger til Ørsteds aktionærer,« meddelte Ørsted.
Hverken Seas-NVE eller finansminister Kristian Jensen (V) ønsker at kommentere overvejelserne i bestyrelsen hos Ørsted.
Både Socialdemokratiet og SF anerkender Ørsteds ønske om at komme af med Radius, men energikoncernen og finansministeren må i givet fald komme til forligskredsen med en plan b, lyder det fra de to partier.