Volkswagen og Ford i ny alliance: Samarbejde om trucks og varebiler
/ritzau/FINANS
De to bilmastodonter Volkswagen og Ford vil droppe noget af deres rivalisering og gå sammen i en alliance om at bygge pickup-trucks og varebiler.
Det bekræfter selskaberne tirsdag i en pressemeddelelse, efter at Reuters i sidste uge kunne berette, at offentliggørelsen af en ny alliance var under opsejling.
- Alliancen vil blive en hjørnesten i vores vej mod at forbedre konkurrenceevnen, siger Volkswagens topdirektør, Herbert Diess, ifølge Bloomberg News.
De første pickup-trucks fra den nye alliance planlægges leveret i 2022, lyder det fra bilproducenterne.
Volkswagen og Ford vil også udforske mulighederne for et potentielt samarbejde om elektriske og selvkørende fartøjer samt andre mobile tjenester.


