Erhverv

Medie: Danmarks største taxafirma ejes af kapitalfond i skattely

Da Dantaxi i sidste måned blev solgt til kapitalfonden Triton, gik selskabet fra at være et foreningsejet selskab, hvor hver vognmand havde en anpart, til nu at være ejet af en multinational kapitalfond.

Dantaxi omsatte sidste år for 1,6 mia. kr. og råder over 1700 taxaer i Danmark. Foto: Ulrich Borch.

I en lang række nyoprettede selskaber går ejerskabet af Dantaxi i Danmark videre til Luxembourg for derefter at ende i det kendte skattely Jersey.

Det viser regnskaber og ejerforhold, som Radio24Syv har fået indsigt i.

Brugen af selskaber i lande som Luxembourg og Jersey er langt fra ualmindeligt, når det gælder store kapitalfonde, forklarer Hannah Brejnholt Tranberg, der tidligere har arbejdet for Verdensbanken, og som nu er skattepolitisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke.

- Man skatteoptimerer, så man betaler så lidt som muligt i skat. Det er ikke ulovligt, men konsekvensen er dyr for resten af samfundet, der går glip af penge til den fælles kasse, der betaler for gode veje og ordentlige hospitaler, siger Hannah Brejnholt Tranberg til Radio24Syv.

- Historisk set har det været tilfældet, at når danske selskaber er blevet overtaget af udenlandske kapitalfonde, så er den skattepligtige indkomst faldet, siger Anders Nørgaard Laursen, professor med fokus på multinationale selskabers skattebetalinger på Aarhus Universitet, som dog understreger, at han ikke ved, om det er tilfældet i den konkrete sag om Dantaxi 4x48.

Radio24syv har tidligere afdækket, hvordan Dantaxi og flere andre taxiselskaber, med den nye taxilov i ryggen, forsøgte at skrue priserne i vejret hen over juledagene.

Og i sidste uge kunne vi fortælle, hvordan Dantaxis administrerende direktør, Carsten Aastrup, oprettede 306 iværksætterselskaber for at kapre hver femte taxitilladelse ved Trafikstyrelsens seneste lodtrækning. Dantaxi omsatte sidste år for 1,6 mia. kr. og råder over 1700 taxaer i Danmark.

Dantaxis administrerende direktør Carsten Aastrup har ikke ønsket at stille op til et interview med Radio24Syv. I stedet henviser han til Triton. Kapitalfonden har heller ikke ønsket at medvirke i et interview, men bekræfter i en e-mail til Radio24Syv, at de er placeret i Luxembourg og Jersey. Årsagen er ifølge kapitalfonden et spørgsmål om "skatte-gennemsigtighed."

- Investorerne i Triton har valgt at gennemføre deres investeringer gennem domiciler som Luxembourg og Jersey, da det er en anerkendt måde at skabe skatte-gennemsigtighed på, skriver kapitalfonden.

Triton skriver videre, at "de lovgivningsmæssige rammer i Luxembourg og Jersey giver mulighed for at samle investeringer og potentielle fremtidige overskud uden at pådrage sig dobbeltbeskatning for investorer."

Til spørgsmålet om hvorvidt Triton planlægger at betale skat i Danmark, skriver kapitalfonden, at Dantaxi vil betale skat af deres overskud i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også