Nye anklager mod fængslet bilboss: Gav sig selv 60 mio. kr.
Den tidligere Nissan-chef sidder stadig i fængsel i Japan.
Den fængslede, tidligere bilboss, Carlos Ghosn, møder nye beskyldninger om bedrageri.
De to bilvirksomheder Nissan og Mitsubishi Motors anklager nemlig i fællesskab Ghosn, som tidligere var formand for dem begge, for fejlagtigt at have modtaget 8,9 mio. dollars (ca. 60 mio. kr.).
Det skriver flere internationale medier som CNN.
Pengene blev udbetalt fra en såkaldt joint venture (et slags økonomisk samarbejde) mellem de to virksomheder, men udbetalingen blev aldrig godkendt af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, skriver mediet.
Ghosn, der fortsat er formand og topchef for den franske bilproducent Renault, har de seneste måneder stået overfor beskyldninger om bedrageri.
Det resulterede i en fængsling af ham og en anden tidligere topchef i Nissan, Greg Kelly, den 19. november. sidste år.
Kelly blev dog løsladt i december, men Ghosn sidder altså stadig bag tremmer i Japan.
I sagen er de to chefer mistænkt for at have underrapporteret deres milliongager. Det skulle ifølge anklagemyndigheden være sket for at slippe billigere i skat. Forbrydelserne skal være sket i en periode fra 2011 til 2015, og begge personer er tiltalt for bedrageri.
I årevis har Carlos Ghosn været en af de mest fremtrædende personer i den internationale automobilindustri som topchef for Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen.
Men da han blev anholdt, og sagen begyndte at rulle, blev han afsat som bestyrelsesformand.
Sagen har sat sine spor i den tidligere bilboss' karriere. Renault har udpeget en ny midlertidig bestyrelsesformand, men vil efter sigende lade Ghosn genindtræde, så snart han er fri.
Ghosn selv hævder at være uskyldig. Det kan tage op til halvandet år, før sagen er ført til ende.