Erhverv
0

Nye fly skal ruste SAS til priskrig med lavprisselskaber

SAS er på vej mod en flåde udelukkende af fly fra Airbus. Det vil løfte SAS til næste niveau i produktivitet og effektivitet, spår topchef Rickard Gustafson.

Overkapacitet presser billetpriserne i bund, vurderer Rickard Gustafson.
Foto: Joachim Ladefoged.

Nye fly skal ruste SAS til priskrig med de fremadstormende lavprisselskaber.

Om få måneder modtager det skandinaviske flyselskab det første af 50 nye fly fra Airbus. De skal erstatte de ældre Boeing 737-fly, så SAS udelukkende har fly fra Airbus.

Udskiftningen vil ifølge SAS få afgørende betydning for både omkostninger og punktlighed.

»De nye fly og etableringen af en enhedsflåde vil tage SAS til det næste niveau, når det gælder produktivitet og effektivitet. Det er en meget vigtig del af vores fremtid, både når det gælder omkostninger og i forhold til kunderne,« siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

De nye fly og etableringen af en enhedsflåde vil tage SAS til det næste niveau, når det gælder produktivitet og effektivitet.

Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Han fremhæver, at flyene er 15-18 pct. mere brændstofeffektive. Det vil også forenkle og strømline den tekniske vedligeholdelse, spare udgifter til reservedele og gøre det nemmere at uddanne personale. Produktionen vil desuden blive mere robust og mindske risikoen for forsinkelser og aflysninger.

Lavprisselskaberne har i de senere år taget en stadig større bid af markedet i Skandinavien.

I Københavns Lufthavn, som er det vigtigste trafikale knudepunkt for SAS, har selskabet i dag 33,5 pct. af passagererne. For fem år siden var andelen på knap 45 pct.

I samme periode har de tre største lavprisselskaber Norwegian, EasyJet og Ryanair øget andelen i København fra 21 til 30 pct.

Udviklingen vil fortsætte i de kommende år.

»Konkurrencen er benhård. Mange lavprisselskaber har store leverancer af nye fly - også for store i forhold til markedsudviklingen,« konstaterer Rickard Gustafson.

Mange lavprisselskaber har store leverancer af nye fly, også for store i forhold til markedsudviklingen.

Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

Overkapacitet har presset priserne i bund, og for nylig nedjusterede Ryanair forventningerne til årsresultatet, fordi billetpriserne var faldet mere end ventet.


SAS har på fem år nedbragt enhedsomkostningerne. Kløften til lavprisselskaberne er blevet mindre, men den er stadig for stor.

»SAS er oppe mod store og adrætte konkurrenter, så der er fortsat behov for markante effektiviseringer. En enhedsflåde er et stort skridt i den rigtige retning, men det gør det ikke alene,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

BRANCHENYT
Læs også