Genmab lettet over gevinst i tysk patentslagsmål
Der er lettelse hele vejen rundt i Genmab, efter at biotekselskabet slipper for at møde op i retten i midten af februar i patentslagsmålet med tyske Morphosys. Det skriver Børsen.
Dommer Leonard P. Stark hos distriktsdomstolen i Delaware har afgjort, at det tyske selskabs patenter er ugyldige. Morphosys har ellers krævet 10 pct. i royalty af salget af Genmabs kræftmiddel Darzalex og erstatning for milliardsalget. Ledelsen i det tyske selskab udtrykker nu skuffelse over Starks afgørelse i en børsmeddelelse, og vurderer fremtidige muligheder - herunder at anke dommen.
Hos den amerikanske storbank Citi var afgørelsen ventet. Analytiker Peter Verdult mener, at Genmab det seneste stykke tid har været hæmmet af patentsagen, de månedlige salgstal for Darzalex samt en analytikerforsamling, der ikke har sporet sig ind på omkostningsniveauet i biotekselskabet.
- Det afspejler udviklingen i pipelinen samt opbygningen af en kommerciel infrastruktur uden for USA. Vi trimmer vores kursmål til 1200 fra 1250, skriver Peter Verdult til Børsen. Det lavere kursmål kommer sig af en justering opad for estimaterne for omkostningerne og nedad for driftsresultat i de kommende år.
Samtidig sænker Peter Verdult også sit estimat for driftsoverskuddet til 1,88 mia. kr. fra 2,03 mia. kr. på grund af en forventning om øgede omkostninger.
Analytikeren understreger, at udviklingen i Genmab er meget usikker, og den afhænger af, hvordan man ser Darzalexs muligheder i markedet i fremtiden, skriver avisen.



