Nets vil redde dankortet: Sænker priserne for små butikker
Betalingskortudbyderen Nets sænker dankortpriserne for små og mellemstore butikker. Prisnedsættelsen skal være med til at redde dankortet.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Nets' tiltag er rettet mod mindre og mellemstore forretninger, der har fravalgt dankortet til fordel for internationale betalingsløsninger som Visa og Mastercard. Mere konkret betyder det lavere priser og større fleksibilitet for butikkerne.
Jeppe Juul-Andersen, der er direktør for dankortet i Nets, afviser at præcisere prisnedsættelserne, men fortæller til Børsen, at der forhandles på individuel basis. Han vedkender samtidig, at Nets ikke har været fleksibel nok over for mindre butikker.
- Ja, den kritik er jeg enig i. Ifølge den nuværende dankort-model er priserne lige nu i bekendtgørelsen (fra Erhvervsministeriet, red.). Det gør det svært at følge med i de hurtige skift, der sker i markedet. Nogen får det meget billigt, og nogen betaler for meget, siger Jeppe Juul-Andersen til børsen.
De nye tiltag skal ifølge Jeppe Juul-Andersen skabe merværdi for kunden. Det kan eksempelvis gøres ved at lade kunder scanne sig ind i butikker og selv scanne varer samt at kunne forudbestille og betale mad i restauranter.
/ritzau/FINANS