Danish Crown nedlægger op mod 400 stillinger
Danish Crown skal spare for 350 mio. kr. og varsler hundredvis af fyringer – de fleste i Storbritannien.
Indtjeningen i den danske slagterigigant Danish Crown er fortsat udfordret af problemerne i den engelske forretning. Samtidig lever den samlede indtjening ikke op til forventningerne.
Derfor skal der nu findes yderligere besparelser på tværs af koncernen. Målet er at reducere de samlede omkostninger med mindst 350 mio. kr. i indeværende regnskabsår, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.
»Vi sætter ind nu for at holde os på sporet mod det budgetterede resultat for året. Det betyder desværre, at vi kommer til at nedlægge mellem 300 og 400 stillinger på tværs af koncernen med hovedparten i Storbritannien. Vi fastholder ansættelsesstoppet, og derfor bliver effekten relativt begrænset i Danmark,« siger topchef Jais Valeur.
I november sidste år blev det meldt ud, at Danish Crowns britiske selskab Tulip Ltd. skulle spare 200 mio. kr. i et forsøg på at komme på fode igen. I den forbindelse har det vist sig nødvendigt at skære betydeligt i medarbejderstaben.
»Vi har i de seneste måneder vundet flere vigtige kontrakter i England, så salgsmæssigt går det den rigtige vej. Det ændrer dog ikke ved, at vi stadig har for høje omkostninger, så der kommer til at ske afskedigelser som et led i en gennemgribende rationalisering af Tulip Ltd.,« forklarer Jais Valeur.
Tulip Food Companys danske forretning er også udfordret af den hårde konkurrence i detailhandlen, og indtjeningen i koncernens største forretningsområde, Danish Crown Pork, lever heller ikke op til forventningerne.
Ifølge Jais Valeur er der hård kamp om grisene i Tyskland, og de spanske slagteriers fremmarch gør ikke situationen nemmere.
»Samtidig har vi den grundlæggende udfordring, at omkostningerne på slagterierne i Danmark er markant højere end i de lande, vi konkurrerer med. Derfor skal alle dele af vores forretning levere for at sikre en konkurrencedygtig afregning til vores ejere,« siger Jais Valeur.
Danish Crown har cirka 29.000 medarbejdere globalt, heraf cirka 9.000 i Danmark og 7.000 i Storbritannien.