Erhverv
0

Twitter-stifter overvejer at åbne for en helt ny funktion til brugerne

Millioner af Twitter-brugere kan måske begynde at redigere deres opslag, lyder det fra den principfaste Twitter-topchef, der ellers har været afvisende over for den funktion.

Jack Dorsey overvejer lige nu, om Twitter-brugerne skal kunne redigere deres opslag, hvilket han tidligere har været helt afvisende overfor.

Der er mange ting, som er hellige for stifter og topchef i Twitter, Jack Dorsey. Ting, som ligger dybt i Twitters dna, og som ikke skal laves om.

Derfor var det også en stor overraskelse, da Twitter I 2017 fordoblede antallet af tegn, der kunne skrives i en tweet fra 140 til 280.

Nu er han og resten af Twitter-toppen ved at arbejde på en ny ændring, som de hidtil har været klokkeklare modstandere af hos Twitter.

I et interview i fredags sagde Jack Dorsey, at Twitter-ledelsen »kigger på« at lade brugerne redigere deres opslag på Twitter. Det har ellers været et fast mantra, at ”tweets” ikke kunne redigeres modsat Facebook-opslag.

Det skriver amerikanske CNBC.

Han forklarer i interviewet, at det kunne foregå ved, »at man måske kunne introducere en forsinkelse på fem sekunder til 30 sekunder i afsendelsen, og inden for det vindue kan man redigere.«

Han afviste dog ikke samme ombæring, at brugerne skulle have mulighed for at redigere opslagene efter »vinduet«. Det ville ødelægge hele ideen med Twitter som et live-kommunikations medie.

Jack Dorsey forklarer, at årsagen til, at redigering tweets i øjeblikket ikke er en funktion, skyldes, at han og hans medstiftere blev »født på SMS«, hvor man naturligvis ikke kan redigere, når man har sendt beskeden.

Men i takt med at Twitter har tilladt flere tegn, vil brugerne i stigende grad ønske at kunne redigere deres indlæg for fejl, sagde han. Twitter-bossen kom ikke nærmere ind på, hvordan redigeringsfunktionen helt konkret ville fungere. Ej sagde han heller noget om, hvornår funktionen evt. ville blive lanceret.

Twitter har i årevis kæmpet mod store underskud, men fik i 2018 vendt bøtten til overskud efter store besparelser. Nu er Twitters største udfordring at få gang i væksten igen.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også