Fortsæt til indhold

Pengeregn over Pandoras fyrede topchef

Den samlede aflønning af Pandoras direktion blev mere end fordoblet i 2018.

Erhverv

Anders Colding Friis og Peter Vekslund gik ikke tomhændede fra Pandora, da de henholdsvis blev fyret og sagde op i 2018.

Det nye årsregnskab fra smykkekoncernen viser således, at Pandora aflønnede de to med samlet mere end 47 mio. kr. i 2018.

Det beløber sig til 24,5 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, forventede fremtidige bonusser på 17,2 mio. kr. i opsigelsesperioden og 5,6 mio. kr. i aktiebaseret løn.

I 2017 var den samlede lønpakke til Anders Colding Friis og Peter Vekslund på 31,4 mio. kr.

Peter Vekslund afleverede sin opsigelse til Pandora i januar 2018.

Farvellet til Anders Colding Friis og Peter Vekslund har betydet, at Anders Boyer og Jeremy Schwartz i dele af 2018 har udgjort topledelsen i Pandora.

Udskiftningen har samtidig haft den betydning, at den samlede aflønning til direktionen steg fra 31,4 mio. kr. i 2017 til 73,1 mio. kr. i 2018.

Pandora har været uden topchef, siden Anders Colding Friis blev fyret i august. Anders Boyer og Jeremy Schwartz, der er henholdsvis finansdirektør og driftsdirektør, varetager midlertidigt ledelsen.

Pandora offentliggjorde tirsdag et årsregnskab, der bød på et fald i det direkte salg og i indtjeningen.

Derfor lancerede Pandora en spareplan på 1,2 mia. kr.

Artiklens emner
Pandora
Anders Colding Friis