Lundbeck gav direktør 10 mio. kr. i pensionspakke
Lundbecks koncernforskningsdirektør Anders Gersel Pedersen tager en pensionspakke på næsten 10 mio. kr. med sig, efter han er stoppet i medicinalselskabet.
Lundbecks nu tidligere koncernforskningsdirektør Anders Gersel Pedersen kan trække sig fra medicinalselskabet med en solid pensionspakke i bagagen.
Med sig ud ad døren får Anders Gersel Pedersen en såkaldt "retirement package" på 9,8 mio. kr., viser det årsregnskab for 2018, som Lundbeck har fremlagt tirsdag.
67-årige Anders Gersel Pedersen meddelte i efteråret Lundbecks topchef Deborah Dunsire, at han efter 19 år i selskabet ville lade sig pensionere ved årets udgang.
Pensionspakken på næsten 10 mio. kr. kommer oven i Anders Gersel Pedersen normale lønpakke, som i 2018 bestod af en fast løn på 4,3 mio. kr., en bonus på 2 mio., hans normale pension på 1,1 mio. og derudover også andre frynsegoder for 0,2 mio. kr.
Anders Gersel Pedersens samlede lønpakke i 2018 kommer derfor op på 17 mio. kr., viser årsregnskabet.
Samlet brugte Lundbeck sidste år 52,5 mio. kr. på at aflønne topledelsen i selskabet, der udover topchef Deborah Dunsire og Anders Gersel Pedersen også bestod af koncerndirektør Jacob Tolstrup, finansdirektør Anders Götzsche og koncerndirektør Lars Bang.
Finansdirektør Anders Götzsche, der indtil slutningen af august fungerede som midlertidig topchef efter Kåre Schultz, fik i 2018 en samlet lønpakke på 12,3 mio. kr., mens Lars Bang og Jacob Tolstrup henholdsvis kunne indkassere 8,5 mio. kr. og 7,8 mio. kr.
Adm. direktør Deborah Dunsire, der satte sig på posten i september, tjente i 2018 næsten 7 mio. kr., heraf 3,3 mio. kr. i bonus.
Lundbeck brugte i 2017 63,6 mio. kr. på aflønning af topledelsen.