Danske topledere presses til øget fokus på bæredygtighed
Skal man tro den danske børselite selv, så bliver 2019 året, hvor bæredygtighed for alvor rykker ind på ledelsesgangene.
Det er rykket øverst op på agendaen i landets største børsnoterede virksomheder at opføre sig miljømæssigt og socialt ansvarligt.
Det viser en rundspørge blandt 24 selskaber i det førende danske eliteindeks.
18 svarer, at de vil øge fokus på bæredygtighed i 2019, mens to svarer, at det vil være uændret højt efter en væsentligt forøgelse i 2018. Fire har ikke svaret.
Efterspørgslen på bæredygtige løsninger stiger og skaber ifølge virksomhederne grobund for alt fra flere økologiske og plantebaserede fødevarer til flere svanemærkede investeringsforeninger, mere vedvarende energi og mindre plastikemballage.
Det er netop pres fra omverdenen, der får de store børsnoterede danske virksomheder til at skærpe fokus på bæredygtighed, mener professor på CBS Andreas Rasche.
»Der et større pres fra politisk side om, at virksomhederne har tydelige interne regelsæt for ansvar og etik. Derudover er der særligt for de børsnoterede virksomheder et stigende pres fra investorer, der efterspørger mere transparent og troværdig data omkring hele deres værdikæde.«
Hvordan virksomhederne konkret vil øge deres fokus varierer, men flere ser den grønne bølge som en forretningsmulighed.
»Generelt tror jeg på, at en god forretning er en bæredygtig forretning. Vores stærke finansielle resultat sammen med vores øgede fokus på bæredygtighed viser netop, at der ikke behøver at være en modsætning mellem de to,« siger topchef i Carlsberg, Cees t’Hart.
Eksperterne bakker ham op.
»FN’s 17 verdensmål ruller som en snebold med stor fart, og jeg er tæt på at se verdensmålene som en ny standard for strategisk tænkning og ledelse i private og offentlige virksomheder,« siger professor emeritus Steen Hildebrandt.
Samtidig er det afgørende for at tiltrække talenter, siger rekrutteringsekspert Morten Ballisager.
»Virksomhederne vil gerne appellere til kunder og kommende medarbejdere. I visse tilfælde er man som organisation rent faktisk også motiveret til at bidrage til en samfundsorden.«

