Populære grænsekæder har fået ny topchef
Fleggaard og Calle har fået ny chef efter den tidligere direktør mistede motivationen.
Grænsekæderne Fleggaard og Calle har fundet sin nye styrmand.
For ni måneder siden opsagde den succesrige direktør Mike Simonsen pludseligt sin stilling. Han havde mistet motivationen efter otte år som chef for grænsehandlen i Fleggaard-koncernen.
Men nu er hans permanente afløser fundet og begyndt i stillingen som adm. direktør i selskaberne, der driver 17 butikker under kæderne Fleggaard og Calle.
Afløseren hedder Lars Mose Iversen, og han har siden september 2014 været salgsdirektør i netop Fleggaard. Lars Mose Iversen tager nu over efter Fleggaard-koncernens topchef Jens Klavsen, der midlertidigt havde varetaget stillingen siden Mike Simonsens stop.
»Vi var heldige at have Lars (Mose Iversen, red.) i vores organisation i forvejen. Han passer rigtigt godt som direktør for detaildivisionen i koncernens nuværende strategi,« siger Jens Klavsen til Finans.
Nu skal han styre slagets gang i den grænsehandel, der står for omkring halvdelen af Fleggaard-koncernens samlede omsætning.
»Lars har været ansat i en årrække og kender koncernen indgående. Det betyder bare, at man får en bedre begyndelse i sådan et job, som han nu varetager. Derudover har jeg og den øvrige bestyrelse et godt samarbejde med ham, hvilket også betyder meget,« siger Jens Klavsen.
Fleggaard-koncernen består udover kæderne Fleggaard og Calle af en lang række datterselskaber inden for grossisthandel, bilbranchen og øvrige aktiviteter.
Koncernen er ejet af tredje generation af stifterfamilien. Det hele begyndte i 1926, og i dag har Fleggaard Holding udviklet sig til at være én af Danmarks største familieejede koncerner.