Erhverv

Omsætning boomer i influencer-bureauer

Influencer-bureauer mere end fordobler omsætningen på under to år. Det viser en ny rapport udsendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

På Instagram lander Mascha Vangs opslag hos 211.000 personer, der følger hende på det sociale medie. Foto: Linda Johansen/RITZAU Hos Bloggers Delight er der samlet mere end 350 blogs, som i følge virksomheden genererer over 1 mio. læsere om måneden. Foto: POLFOTO

Influencer-bureauerne har fået godt medvind på markedet og mere end fordobler omsætningen på under to år.

Det viser en ny rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen, der landede i denne uge.

Influencer-bureauerne står for at levere markedsføring for kunder med hjælp fra kendte personer og bloggere på sociale medier.

De gør brug af influencernes allerede eksisterende følgere på sociale medier som Instagram og Facebook og sætter influencerne op med virksomheder, der kan markedsføre sit produkt gennem dem og dermed ramme en specifik målgruppe.

Kendte profiler er i øjeblikket Rasmus Brohave, Rasmus Kolbe og Mascha Vang, der på nuværende tidspunkt er den mest fulgte person hos influencer-bureauet Bloggers Delight.

Influencers agerer på populære platforme som YouTube, Instagram og Snapchat, og når hver dag ud til hundredetusindevis af danskere.

Blognetværk køber konkurrent og øger internationalt fokus

Der indgår 14 bureauer i rapporten hvoraf Splay One, Gonzo Media og SMAC Agency er blandt de virksomheder, der formår at øge omsætning og beskæftigelse på meget kort tid.

Samlet set omsatte de 14 influencer-bureauer for i alt 108 mio. kr. det seneste regnskåbsår, hvor førnævnte Bloggers Delight markerer sig som Danmarks største bureau.

Omsætningen for samtlige bureauer er dobbelt så stor som i 2016, hvor summen lå på 46 mio. kr.

Rapporten hæfter sig ved, at fordoblingen er bemærkelsesværdig, hvis man sammenligner med resten af det danske annoncemarked som radio og tv, der enten falder eller står stille.

Direktør og medstifter af Bloggers Delight, Henrik Akselbo, mener, at udviklingen har en logisk årsag.

»Tallene stiger, fordi det er gået op for det kommercielle marked, at man skal annoncere dér, hvor forbrugerne er - og det er de på de sociale medier. Vi ser, at markedet er modnet.«

Hos Splay One hænger flere krav til både influencere og influencer-bureauet også sammen med den positive udvikling.

»Hos Splay One stiller vi større krav til influencere og kvalitet end tidligere – det hele skal udvikle sig. Det var en hobby før for mange influencere - det er det ikke længere, og så kan man også forvente mere,« siger Chief Commercial Officer hos Splay One, Jacob Gallaus.

De to bureauer ser begge, at det kommercielle marked har fået øjnene op for influencerne.

»Det er en udvkling, der har været i gang i nogle år. Vi kommer fra en tid, hvor influencerne gemte sig lidt inde på værelset, og i stedet er der skabt et professionelt marked omkring dem,« siger Jacob Gallaus.

Rapporten understreger, at den faktiske omsætning kan være større, da den blandt andet ikke medregner bureauer, der er for nyetablerede til at kunne indgå i en omsætningsstatistik.

BRANCHENYT
Læs også