Topluksus: Lars Ulrich har sat vild bolig til salg
Huset på over 1200 kvm ligger med fantastisk udsigt til Golden Gate Bridge og en kort færgetur fra downtown San Francisco.
Metallicas trommeslager Lars Ulrich har sat sit fantastiske hus, på en bjergtop over byen Tiburon ved San Francisco, til salg. Prisen er på 80 mio. kr. eller 12 mio. dollars.
Til gengæld får man et hus på over 1200 kvm og ingen naboer. Med til købet hører nemlig to nabogrunde som Lars Ulrich købte op for at kunne være helt privat. De kan sælges fra, hvis man ønsker det, skriver Forbes.
Huset er sat til salg som et såkaldt off-market salg. Det vil sige uden egentlig annoncering.
Bebyggelsen på 11 Place Moulin bliver kaldt ”huset med Tiburon’s bedste panorama udsigt”, og det ligger da også imponerende på toppen af et bjerg og for enden af en blind vej.
Ifølge Forbes blev huset opført, så det kunne rumme den enorme kunstsamling som Lars Ulrich en overgang var ejer af.
Huset har 25 værelser. Herunder seks soveværelser, seks badeværelser, fem ildsteder, et bibliotek, flugtrum og et lydstudie. Der er også træningssal med en squashbane, seks personers sauna, underholdningsrum og en pool.
Tiburon er et roligt lillebysamfund med 10.000 indbyggere og byen ligger 20 min. fra Golden Gate Bridge og en syv min. køretur fra Tiburon Færgen, som lægger til midt i San Francisco.