Erhverv
0

Ny Lundbeck-boss rammes af første nederlag

Medicinalselskabet Lundbeck er ikke ligefrem kommet godt fra start med en del af den nye strategi, efter vigtigt studie med lægemiddel har floppet.

Deborah Dunsire, adm. direktør i Lundbeck, må sande, at lægemiddelkandidaten brexpiprazol ikke ser ud til at virke som behandlingaf manisske episoder. Foto: Gregers Tycho.

Lundbecks nye topchef må kort efter lanceringen af den nye strategi sande, at den er kommet ganske skævt fra land.

Det danske medicinalselskab har nemlig sammen med sin japanske partner Otsuka måttet indse, at det ikke umiddelbart ser ud til at være muligt at udvide brugen af stoffet brexpiprazol, der sælger godt inden for behandling af skizofreni og depression.

Lægemidlet viste i et studie på ca. 650 personer ikke at kunne virke på maniske episoder.

Investorerne kvitterede umiddelbart efter nyheden med at sende aktien fra et plus på et par pct. for dagen ned med det tilsvarende, og årsagen er ganske klar.

Det danske medicinalselskab har en stort set tom pipeline, og den nye topchef, Deborah Dunsire, har lanceret en strategi, der bl.a. skal fokusere på opkøb.

Et andet centralt element i strategien er imidlertid også at få mere ud af de eksisterende lægemidler, og her er den letteste vej som udgangspunkt at få godkendt lægemidler til nye sygdomsområder for på den måde at gøre markedet større.

Her spillede ikke mindst brexpiprazol en nøglerolle, men det ser altså ud til i første omgang at være forgæves.

Lundbeck oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at man sammen med Otsuka nu vil foretage en grundig analyse af resultaterne for at finde ud af, hvad næste skridt skal være.

Sidst Lundbeck brugte en lignende formulering, endte det med, at den pågældende lægemiddelkandidat blev sendt i graven.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også