Fleggaard-familien vil ikke af med tabsgivende luksushotel
Én af Danmarks rigeste familier solgte for et år siden ét af to hoteller i porteføljen. Det andet hotel er ikke til salg.
Det firestjernede hotel Fakkelgaarden, der også består af en gourmetrestaurant, betyder tilsyneladende meget for én af landets rigeste familier.
Milliardærfamilien Fleggaard, der er mest kendt for at stå bag grænsebutikkerne af samme navn, vil således ikke af med Fakkelgaarden. Det sønderjyske hotel har været i familiens eje siden begyndelsen af 1990’erne.
Fakkelgaarden har netop offentliggjort sit 14. underskud i træk, og for et år siden solgte Fleggaard-koncernen sit andet hotel i porteføljen, Hotel des Nordens. Det samme kommer ikke til at ske med Fakkelgaarden.
»For koncernen bringer Fakkelgaarden stor værdi, når vi holder møder og arrangementer med vores kunder og leverandører. Vi arbejder for at få Fakkelgaardens resultat forbedret, men vi har ikke overvejelser om et frasalg,« skriver Fleggaard-koncernens topchef, Jens Klavsen, i en kommentar til Finans.
Han fortæller, at aktivitetsniveauet på Fakkelgaarden steg i løbet af 2018, og at den varme sommer betød ekstra mange bryllupper på hotellet.
Selvom det lykkes at tiltrække gæster fra nær og fjern til Fakkelgaarden, er det dog svært at få indtjeningen til at blive positiv. Især på restaurantsiden.
»Generelt er det dog ikke let at tjene penge på at drive gourmetrestaurant. Det er endnu sværere i provinsen, der ikke har det samme kundegrundlag som storbyerne. Samtidig er det ikke muligt at have samme prisniveau som i storbyerne,« skriver Jens Klavsen.
Fakkelgaarden blev indviet i 1936, og den royale familie deltog dengang i indvielsen. Under Anden Verdenskrig blev Fakkelgaarden brugt som rekreationssted for sårede tyske soldater.
Senere blev bygningen brugt som vandrehjem, inden familien Fleggaard kastede sin kærlighed på stedet.


