Scandic garanterer job efter uddannelsen
Scandic Hotels mangler 700 medarbejdere i forbindelse med en udvidelse af kæden.
Hotelkæden Scandic tilbyder nu kommende kokke-, tjener- og receptionistelever jobgaranti efter uddannelsesforløbet.
Det skriver Scandic Hotels i en pressemeddelelse.
Tilbuddet er en del af Scandics ønske om at fordoble antallet af faglærte elever, da kæden i de kommende år udvider med fire nye hoteller. Til de nye hoteller skal findes 700 nye medarbejdere, og ambitionen er at gå fra de nuværende 60 til 120 elever.
Kæden vil også tilbyde skræddersyede udviklings- og praktikforløb til de forskellige faggrupper under uddannelsen.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 46 pct. af erhvervsorganisationens og arbejdsgiverforeningens medlemsvirksomheder oplever, at det er enten ’svært’ eller ’meget svært’ at rekruttere faglærte - det håber Scandic nu at gøre op med.
Hotelboom kan afslutte fire fede år for branchen
»Vi tror på, at vi med et ekstraordinært, internt uddannelsesforløb og nu jobgarantien kan tiltrække endnu flere dygtige unge mennesker fremover,« siger Anne Mette Pedersen, der er HR-direktør i Scandic, i pressemeddelelsen.
Scandic åbner inden for de næste år fire nye hoteller med sammenlagt over 2.000 værelser.
Hotellet Scandic Falkoner på Frederiksberg skal udvides og renoveres i 2019, og i 2021 slår hotelkæden dørene op for et helt nyt hotel ved Amager Strand. Hotellet får egen havn og kig over Øresund.
Hotelbranchen tjener penge som aldrig før
Samme år åbner Scandic Spectrum på Kalvebod Brygge, der bliver Scandics største hotel med 632 værelser.
Et nyt hotel på Aarhus’ nye havneareal bliver opført i 2022, og er tegnet af det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group.
Scandic har i alt 280 hoteller i Norden, og er derfor Nordens største hotelkæde. Kæden råder over 57.000 værelser og 18.000 medarbejdere i seks forskellige lande.