Erhverv
0

Fingerprint Cards overrasker med underskud i fjerde kvartal

Svenske Fingerprints, også kendt som Fingerprint Cards, havde en højere omsætning end ventet i fjerde kvartal af 2017, men indtjeningen fulgte ikke med.

Omsætningen faldt med næsten en tredjedel til 424 mio. svenske kr. mod 615 mio. kr. i samme kvartal af 2017. Foto: Ng Han Guan

Det koster på kursen. Aktien falder 8,8 pct. til 15,71 svenske kr. Aktien er dog i år steget 55 pct.

Selskabet, der udvikler teknologi til eksempelvis genkendelse af fingeraftryk, tabte således 25,5 mio. svenske. kr. på driften og 17,5 mio. kr. efter skat i de sidste tre måneder af 2018.

Til sammenligning var der ventet et driftsoverskud på 7 mio. svenske kr. og et overskud på godt 5 mio. svenske kr. efter skat ifølge estimater indsamlet af Infront Data for Direkt.

Omsætningen faldt med næsten en tredjedel til 424 mio. svenske kr. mod 615 mio. kr. i samme kvartal af 2017. Her var der dog kun ventet 380 mio. svenske kr. ifølge Infront Data.

Der er generelt pres på marginerne i branchen, erkender selskabets topchef, Christian Fredrikson, som derfor har fortsat fokus på at begrænse udgifterne.

Kvartalet bragte dog positive nyheder, da Fingerprints nu er gældfri og har øget kontantbeholdningen til mere end en halv mia. svenske kr.

Selskabet kommer ikke med en prognose for 2019, men topchefen spår dog et udfordrende første kvartal, hvor et svagt marked vil ramme salget.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også